Pubben og spillestedet Cobblestone i Dublin er første sted, der får fornøjelsen af Marianne Greens fine røst. De vil muligvis undre sig over, at en dansk sangerinde (som hun primært er trods de blandede rødder), taler, som om hun kommer fra Nordirland, og at hun kan præsentere og synge på gælisk. Men Marianne er gået grundigt til værks, siden hun begyndte at interessere sig for irsk musik, da hun var omkring 14 år.
”Det begyndte egentlig med, at jeg lyttede til min fars plader, og én af dem var med The Dubliners. Jeg kendte ikke til den traditionelle musik på det tidspunkt, men det vakte min nysgerrighed. Det samme med The Chieftains og Christy Moore. Enya, som jo var noget helt andet igen, var meget fremme dengang, og omkring samme tidspunkt blev Riverdance pludselig stort. Egentlig var jeg ved at lære at danse flamenco, men det der irske dansk var langt mere spændende”.
Marianne Green lærte irsk dans så godt, at hun faktisk har taget danselærereksamen i Irland og driver danseskolen ”Dark Green School of Irish Dancing” sammen med Julie Mørk. Hun gør som nævnt tingene grundigt.
”Jeg gik i gang med at udforske musikken, men det var jo lidt begrænset, hvad man kunne finde på Lyngby Bibliotek, og internet havde vi ikke endnu! Men på en tur til Irland købte jeg en bodhran og opdagede så tilfældigt Copenhagen Folk Club. Jeg var til den allerførste koncert i klubben og blev hurtigt involveret. Der var og er session hver søndag på pubben Bloomsday’s, og der kom jeg og mødte derfor en masse gode musikere og sang selv engang imellem. Her mødte jeg også Martin O’Hare, som spiller bodhran i mit band” (og i Ash Plant og Trad Lads foruden at organisere Copenhagen Irish Festival hvert år m.m. Sammen driver de nu O’Hare Productions, hvor også Green Steps, der danser ved nogle af Trad Lads koncerter, hører med. Red.)
Good vibrations
”Lige siden har jeg udforsket irsk dans og musik og var så heldig, at der dengang var mulighed for selv at sammensætte en fri ungdomsuddannelse. Så jeg droppede ”SPRØK” på Copenhagen Business School og gik efter de gode vibrationer! Dengang havde jeg ingen anelse om, at jeg skulle leve af dans og musik, men efterhånden gik det i den retning. Efter en sommermusikskole i Irland fik jeg følelsen af, at det godt kunne lade sig gøre. Det har været en lang, men god proces, som sidste forår resulterede i mit første album, som jeg har haft lejlighed til at promovere en hel del i Irland. Her har jeg medvirket i adskillige radiointerviews og i TV, og pladen er blevet godt anmeldt”. Med bl.a. ord som ”An unassuming, quiet little treasure” af John O’Regan i irish Music Magazine – og i svenske Lira: ”Alt lyder rent, nærmest nøgent.En underbar röst”.
Marianne Greens CD er blevet virkelig pænt modtaget i det irske, men, som hun siger, her i Danmark er den nærmest ikke blevet modtaget, fordi der jo stort set ingen platforme er for denne type musik (næsten bortset fra rootszone.dk!) .
Det er ikke hverdagskost, at en dansk sangerinde synger på irske spillesteder, og det er da sikkert rigtigt, at Martin O’Hares netværk betyder en del. Men ”Dear Irish boy” er også blevet spillet på de irske radiokanaler, og det er også blevet bemærket, at den kendte musiker Andy Irvine har produceret.
I al fald skal Marianne og hendes band nu stå sin prøve live i den irske hovedstad – når dette lander på rootszone.dk er der kun en times tid, til hun og bandet træder ind på Cobblestones scene, hvor alverdens folknavne har stået gennem årene. Selvfølgelig er hun spændt og måske lidt nervøs. Men glæder sig også vildt, siger hun. Marianne Green er en pige, som gør sig umage med tingene, og som ved, hvem hun er, og hvad hun står for, og ”det skal være afslappet og ikke opstyltet. Man skal være sig selv”.
De nordirske toner
Da det skal nok gå fint – hendes stemme er klar, ren og sødmefuld, hendes sang intens og hendes udstråling både charmerende og seriøs.
”Man kan sige, at publikum langt hen ad vejen kender musikken. Måske ikke de enkelte numre, men genren. Jeg søger ikke at læne mig op ad en bestemt stil, men har fundet mit eget udtryk, og jeg arbejder meget med at finde sange, som ikke i forvejen er indspillet af alle mulige andre. Jeg starter simpelt hen fra scratch. Jeg har selv skrevet et par af sangene på albummet. Selvfølgelig har det også påvirket og inspireret albummet at arbejde med Andy Irvine, og måske har det fået åbnet lidt flere døre at have Andy med. Jeg er meget glad for, at Claddagh Records distribuerer ”Dear Irish Boy”.
Somme tider taler Marianne også engelsk (med den bløde nordirske lyd), når hun optræder i Danmark. Er det krukkeri?
”For mig er det jo naturligt nu at tale sådan. Jeg kan lide tonen og blødheden, og på en måde bliver nærværet fra sangene og min stemning brudt, hvis jeg skifter mellem dansk og engelsk. Accenten passer naturligt til sangene, som jo mange gange stammer fra Nordirland, og det hele bliver mere flydende på den måde. Den irske kultur er helt naturlig for mig, og jeg ville ikke kunne spille dansk folkemusik, tror jeg, fordi jeg har sådan en blandet baggrund”.
”Det er nemmere at blive hørt i Irland. Folk bliver spillet mere i TV og radio, simpelthen – i ganske almindelige formiddagsprogrammer. De kan sagtens rumme den her musik, som ikke behøver gemmes væk i et specialprogram – som vi jo ikke engang har mere i DR. Jeg synes, at der mangler nysgerrighed og åbenhed fra mediernes side – i høj grad.”
Det kan man vist kun erklære sig enig i.
Marianne Green: Vokal/whistle.
Martin O’Hare: Bodhran, bones.
Magnus Wilk: Guitar, dobro.
Sonnich Lydom: Harmonika, mundharpe.
http://mariannegreen.com/
Lissen Jacobsen
