Hannah Rarity er en af de helt store, nye sangerinder i den traditionelle skotske folkemusik, og hun er i denne uge Danmarks-aktuel. Tirsdag d. 14. marts er hun i Baltoppen, torsdag på Kulturøen i Middelfart, fredag – på St. Patrick’s Day d. 17. – kan Hagges i Tønder glæde sig til hendes store stemme. Søndag aften d. 19. marts runder hun af i Metronomen på Frederiksberg, hvor Copenhagen Folk Club byder velkommen.

Sangerinden har den dejligste stemme med sig, som allerede, da hun var otte år, gav hende en plads i The National Youth Choir. Senere kom hun på the Royal Conservatoire of Scottish Music i Glasgow. Det var her, hun opdagede, at hendes hjerte primært ligger i den traditionelle musik. I dag er hun 30, udgav en EP i 2016, første album med titlen ”Neath The Gloaming Star” i ’18 og ”To Be Near You” i 2022. Med sig har Hannah Rarity guitarist Innes White og John Lowrie på klaver.

”Det er et privilegium at kunne trække på et så stort repertoire i skotsk musik, og jeg nyder i høj grad at arbejde med mine kolleger i folkemusikken, hvor vi kan skabe vores egne fortolkninger af sangene. Det er spændende at opleve variationen af musik og nye talenter, og jeg inspireres meget af andre, som har den samme store passion for trad, folk og også kontemporære sange. Jeg skriver også selv og føler mig hjemme i det meste”, siger hun.

Og Hannah Rarity passer fint ind hvor som helst med sin flotte, klare stemme og udstråling, og hun har turneret med Cherish the Ladies, Blazing Fiddles, Rura og Niteworks og har indgået i flere orkestersammenhænge. Hun har modtaget flere priser og nomineringer. Hendes efternavn betyder jo på dansk ”sjældenhed”, og det er hun i kraft af sit helt eget store talent, også selvom Skotland har mange andre fantastiske sangere af begge køn. Hende her har direkte kurs mod toppen.