Hele to steder man burde være nu: Til Celtic Connections i Glasgow eller til Tradfest i Dublin, hvor det hele er gået i gang i dag onsdag og fortsætter til og med søndag. Det er 11. gang, og festivalen er bare vokset og vokset. Den startede som en lille nichefestival med traditionel musik med det fokus at præsentere cremen af både irske og andre trad & folk-musikere samtidig med at promovere den nye generation og deres ’take’ på musikken.
Fra den beskedne begyndelse er det bare gået fremad på den måde, at festivalen ikke kun er vokset i omfang, men i høj grad også i ambitioner og bredde. Her er noget for både puristerne og ”the usual suspects” og for dem, der er nysgerrig nok til at se, ”hvad det er”. Selv om TradFest er Irlands største traditionelle festival, så er der altså også nu-folk (af mange slags) og, som festivalen selv skriver, så hvisk det, ”men vi har også rock’n’roll”. Men hvorfor egentlig det, tænker denne skribent. Er ren trad & folk ikke nok?
TradFest foregår lige midt i Dublin. Dels på en masse af de mere usædvanlige spillesteder som f.eks. den store St. Patrick’s Cathedral, Dublin City Hall og Dublin Castle. Her runder f.eks. engelske Ralph McTell af søndag d. 31. januar. Han kan i år fejre sit 50 års jubilæum som professional singer/songwriter + guitarist, og selv om han har skrevet mange smukke sange siden, så bliver han nok nødt til (igen) at spille den sang, som har defineret hans karriere. I kender nok titlen. Det er en sang, der stadig lever og desværre ikke er blevet mindre aktuel.
Også den irske sangerinde Maura O’Connell, engang med i DeDannan, er med denne aften, ligesom den store skotske sanger Dick Gaughan. Hans første soloalbum “No More Forever” kom helt tilbage i 1971. Denne fantastiske aften koster 40 euro, men jeg forestiller mig, at der (snart) er udsolgt. Det er der til Lunasa, Dervish og Triad (trio med bl.a. Donal Lunny) på Dublin Castle 30. januar. De andre officielle spillesteder er The Button Factory, Hugh Lane Gallery, St. Verburgh’s Church, St. Michan’s Church og House of Lords.
Udsolgt fredag er der også til Dougie MacLean, som snart kommer til Strib festival og til Portalen. Gilbert O’Sullivan er også udsolgt, men så kan man jo høre Luka Bloom, Martin Hayes, Declan Sinnott, Teddy Thompson, Heidi Talbot, Julie Fowlis, Oysterband eller nogle af de rigtig mange andre på festivalprogrammet. Gamle og nye, kendte og nogle på vej. Det er f.eks. Aoife Scott, hvis mor er sangerinden Frances Black, og som launcher sit debutalbum ved koncerten. En anden Aoife med efternavnet O’Donovan regnes af mange for den næste “Americana celebrity. Vi kender hende nok bedst fra Crooked Still, men hun har stor fremgang solo. Manden med det nok sværeste navn – og som jeg ikke kender endnu – hedder Caoimhin ÓRaghalligh og spiller på en 10-strenget violin kaldet the hardanger d’amore, Nok værd at tjekke ud. Hele Temple Bar-området inddrages naturligt nok, for her er masser af pubber, der i forvejen har musik de fleste aftener. Entreen er gratis, og der bydes på fin musik. De kalder det The TradFest Music Trail, og det er organiseret af pubberne selv som støtte til festivalen og til lokalområdet i det hele taget.
Pubberne er The Auld Dubliner, Buskers Bar, Fitzsimmons, Merchant’s Arch, The Norseman, O’Flahertys at The Old Storehouse, The Oliver St. John Gogarty, The Palace Bar, The Porterhouse, The Quays Bar, The Temple Bar Pub og The Vat House.
Se det hele på www.templebartrad.com