Det er en almindelig antagelse, at en musiker må begynde tidligt for kunne opnå status af virtuos. Paddy Moloney, den lille spillemand fra Dublin, begyndte som seksårig på den tin whistle, hans mor forærede ham, og tog fat på at spille uilleann pipes, den irske sækkepibe, som otteårig. Den daværende mester på instrumentet, Leo Rowsome, var hans forbillede og læremester. Paddy Moloney tilegnede sig tillige at betjene den toradede knapharmonika og den irske skindtromme bodhrán. Han opnåede status af virtuos længe inden sin død den 11. oktober i en alder af 83 år.
Hans inspiration og store kærlighed til musik blev grundlagt i en musikalsk familie, hvor den traditionelle musik var en central del af dagligdagen. ”Musikken betød alt for mig, endog mere end at spise”, har han udtalt. Moloney mødte i senhalvtredserne komponisten, arrangøren og harpespilleren Sean Ó Riada og indtrådte i 1960 i hans orkester Ceoltóire Chualann. Ad den og andre veje havde han mødt de musikere, med hvilke han i 1962 dannede The Chieftains. Som kapelmester ledte han orkestret gennem næsten 60 begivenhedsrige år.
Op gennem tresserne og halvfjerdserne fik vi en række ”rene” Chieftains-udgivelser, hvorpå de løbende forfinede deres helt særlige og personlige fortolkning af den traditionelle irske musik. Man var aldrig i tvivl, når man hørte The Chieftains.
Senere indspillede de med en længere række af de største navne inden for både rock, folkemusik og den klassiske verden, ligesom Paddy Moloney selv medvirkede på en tilsvarende lang række store kunstneres indspilninger. Det vil føre for vidt at nævne dem alle her, men den lange liste vidner om den store respekt og anerkendelse, han opnåede i særdeles brede kredse. Han mente i øvrigt at kunne høre folkesangeren i en del fremtrædende rockvokalister og lod dem synge traditionelle folkesange.
I alt nåede han at indspille omkring 45 albums med The Chieftains – foruden alle de øvrige, han medvirkede på. The Chieftains nåede deres seneste optræden sidste år, før Corona-pandemien satte en stopper for den videre turné.
Udover de udøvende musikalske aktiviteter var Paddy Moloney involveret i en række andre sammenhænge med relation til musikken, herunder som grundlægger af og producer i det legendariske folkemusikpladeselskab Claddagh Records. Igen er rammerne her ikke til mere end blot at markere hans brede engagement. Der kunne skrives og skrives.
Anerkendelsen og respekten understreges af, at både præsidenten og kulturministeren i Irland var ude med mindeord – blandt den nærmest uendelige række af centrale og markante personer verden over, der har fundet anledning til at hædre den lille mand og hans store indsats. Der kan næppe være tvivl om, at Paddy Moloney og hans Chieftains har opnået en central placering i musikhistorien.