Navnet på det landskendte orkester fra Ansager har fået en helt ny betydning i de seneste dage. For nu er spillestedet Mariehavens naboer og venner trådt til med et stort hjælpeprogram, som skal være med til at redde det populære spillested, der lige som mange andre har trange tider efter coronaen.

Helge Engelbrecht, der har været primus motor gennem mange år og gjort Ansager landskendt via de mange musikalske arrangementer, han har været med til at organisere, fortæller: ” Vi kæmper alvorligt med tingene i forlængelse af coronaen, som har ramt hele underholdningsbranchen. Det er blevet svært for rigtig mange og også for os. Hvordan vi selv kommer på højkant vides ikke. Og om det i det hele taget lader sig gøre at åbne Mariehaven i 2021 på samme måde som tidligere, er der heller ikke noget klart svar på. Men jeg håber det bedste og giver mig ikke frivilligt, så derfor har vi arrangeret Mariehaven i levende live!”

Louise Støjberg og Martin Rauff

Derfor kan man allerede nu besøge Mariehaven hver dag fra kl. 12.00 til 17.00 helt til 10. september, hvor der mange dage er fri entre, og ellers koster det 100 kr. Der vil være livemusik hver dag, foredrag, fællessang, og Maries køkken vil være åbent, så man kan købe både vådt og tørt.  Der er blandt andet mulighed for at høre Neighbours ved flere lejligheder, Stig Rossen 21. juli og Louise Støjberg/Martin Rauff Duo 23. juli (sidstnævnte endda gratis).

Koncerterne er blevet til efter et borgermøde, hvor der blev nedsat en støttegruppe i Ansager, som ved hjælp af salg af medlemskaber til den nye ”Marieklub”, køb af billetter til næste års koncerter og ved salg af folkeaktier vil skaffe penge til, at Mariehaven kan fortsætte. For som det hedder fra støttegruppen: ”Mariehaven har stor værdi for Ansager og os, der bor her, i kraft af sin identitet. Med sin musikkulturelle innovation og -udfoldelse er den blevet en betydningsfuld katalysator og det ikke kun for en lang fødekæde inden for den danske musikbranche, men også for den erhvervs- og bosætningsmæssige udvikling i vores by og lokalområde. Mariehaven er vigtig for os alle – og som medborger i Ansager by og lokalområde kan du hjælpe Mariehaven med at overleve”!

Stig Rossen

Stig Rossen

Helge Engelbrecht er fortrøstningsfuld og siger: “Mariefestivalen bliver afholdt under alle omstændigheder (4.-6. september), men i en corona-udgave, som vi får helt styr på i næste uge.” Foruden Mariefestivalen er der planer om at afholde to store fællessangs-arrangementer i august, hvis de får lov trods coronaen.

Men her og nu handler det om, at sommerprogrammet ”Mariehaven i levende live” bliver en succes, ”vi glæder os alle sammen til at sætte sejl på det her”, som Helge Engelbrecht siger.

Man kan melde sig ind i Marieklubben eller støtte på andre måder fra siden: www.mariehaven.dk

https://mariefestival.dk/

 

Mariehaven