gaverDet er populært at give oplevelser i julegave, og i stedet for biografbilletter, middage og hotelophold var det måske en ide at give billet til en koncert eller måske en festivalbillet. Der er masser af enkeltkoncerter over det meste af landet i løbet af året, så det skulle nok være muligt at finde en i gavemodtagerens lokalområde.

På festivalsiden åbner 2015-sæsonen med Strib Vinterfestival i begyndelsen af februar (5.- 8.), og billetterne koster mellem 80 kr. for en enkelt koncert og op til 660 kr. for et partoutkort. 30. april til 3. maj er der igen Spot Festival i Århus. Her koster endagsbilletterne 275 kr. (fredag og lørdag). Senere følger den årlige festival på Halkær Kro 5.-7. juni og Skagen Festivalen afholdes 2.-5. juli. Til sidstnævnte kan der købes billetter til de enkelte koncerter.

August er en travl måned, så her er flere gaveideer. 6.- 9. afholdes Musik over Præstø Fjord, og 15. august afvikles Tange Sø Folk-festivalen ved søbredden. Herefter den nye skotsk/irske folk-festival ved Glyngøre d. 21. og 22. august, inden det går løs for Tønder Festival nr. 41 den 27.-30. august. Her er salget af armbånd til favorable priser gået i gang. 4.-6. september kommer Mariefestival i vestjyske Ansager så på banen.

Der er selvfølgelig også den mulighed at give en cd eller dvd med musikalske oplevelser, Men mon ikke en live-koncert for det meste står øverst på ønskesedlen!?