Forårsprogrammet er klar i Stubbekøbing, hvor musiker og sanger Peter Abrahamsen og Abelone Glahn bor og afholder deres dagligstuekoncerter på adressen Fjendstrupvej 2. Fem koncerter bliver det til fra januar til 24. maj, og det er Tradish, der lægger ud 25. januar kl. 19.30.

Louise Ring Vangsgaard, John Pilkington og Brian Woetmann staar paa scenen og spiller deres irsk-skotske musik, der ikke kun tiltaler hard core fans af traditionel musik, men i høj grad rammer et bredt publikum. Desuden er det Robert Burns Night, altså den aften, hvor den skotske nationalpoet, der levede fra 1759 til 1796, fejres i Skotland og mange andre steder. Måske er det derfor, at der samme aften er også er besøg af Freddy Blak, som fortæller skrøner og byder paa sin omfangsrige viden om whisky. Den vil man naturligvis også kunne købe sig smagsprøver på. Det skal nok blive en både hyggelig og gennemmusikalsk fredag aften – ligesom de følgende fire.

Sine Bach Rüttel

Den 22. februar fortolker Gary Snider den canadiske poet, sangskriver og i særlig grad manden med stemmen: Leonard Cohen, som døde for godt 14 måneder siden, men efterlod en stor sangskat. Gary Snider fortæller om baggrunden for sangene på en måde, som bringer lytteren tættere paa sangene og giver en mere intens forståelse og oplevelse af dem.

En måned senere, d. 22. marts, kommer en ret ny duo på banen, nemlig Sine Bach Rüttel i selskab med Flemming Walther (eller bare Walther). Hun har været med længe med sin banjo og både børne- og voksensange. Han har udgivet en hel del på ganske få år. Begge har deres rødder i Sydsjælland, og de står hver for sig og sammen for sange med indhold, der rammer og udfordrer.

Endnu en duo er på plakaten, nemlig Uta Motz, violin og sang, og Anders Allentoft, guitar og sang. De synger sange fra alverdens lande og har desuden et særligt blik paa franske Edith Piaf eller Spurven, som hun blev kaldt. Man kan glæde sig til et alsidigt potpourri, og mon ikke der bliver mange både intense og underholdende øjeblikke?

Peter Abrahamsen, altså værten selv, runder forårssæsonen af sammen med Evergreeners. Denne aften står han som så ofte før på scenen med Bo Liengaard, bas/ukulele, Ole Bendix, guitar/dobro/steel og Kristian Lassen på trommer og sidst, men ikke mindst sangerinden Janne Lærkedahl. Til denne forårskoncert er billetprisen 150 kr., til de andre 125 kr. Køb billetter på place2book.com.