Chris Stapleton er et eksempel på, at superstjerner ikke behøver at være et produkt af en kommerciel industri, hvor reklame, image, koreografi, styling og anden karrierestyring kommer før talent og musikalsk integritet. Han har nemlig altid været den almindelige provinsielle nede-på-jorden-musiker, 42 år, lettere overvægtig, uplejet skæg, rolig på scenen, oftest iført slidt denim.

Stapleton blev kendt for at skrive gode sange, først i bandet SteelDrivers og siden for flere countrysangere. Men med det mesterlige debutalbum Traveller fra 2015 sikrede han sig også for altid en plads blandt de allerstørste americana-stjerner. Albummet gav topplaceringer på hitlisterne, udløste musikpriser og gav ham stor international opmærksomhed.

Og selv om de to opfølgere From A Room Volume 1 og Vol. 2 kunne minde om spekulation, da de primært indeholdt sange, som tidligere har været udgivet, så er de fleste skæringer langt bedre, end hvad mange musikere opnår i hele deres karriere. Alligevel betragtes de to album mere som forlængere til debutalbummet.

Det ultimative for ham var derfor at bevise, at hans talent ikke var udslukket, efter han havde opnået den succes, som kun enkelte opnår. Og med Starting Over er det lykkedes Stapleton at skabe et nyt værk, som i stil og udtryk kan måle sig med debuten, og som kan cementere hans høje status og individualitet. Det er først og fremmest han evner som sanger, der rammer lytteren. Som ganske få kan hans kraftfulde og sjælfulde vokal bevæge enhver.

Men også sangene her er eminente og varierede. De bevæger sig ubesværet rundt fra stille ballader som When I’m With You og Watch You Burn, som er en kommentar til en tragedie i Las Vegas, hvor en gal person dræbte tilskuere til en countrykoncert), til noget så gammeldags som Southern-rock i sangene Arkansas, Devil Make Me Think Twice og Hillbilly Blood.

En ældre John Fogerty-sang Joy Of My Life får her en folk-fortolkning, og selv med svagere sange som Maggie’s Gone om hans hund og med en melodi, der må opfattes som en hyldest til The Bands The Weight, to Guy Clark-sange Old Friends og Worry B Gone holder Stapleton et højt niveau. Desuden yder de mere melankolske sange også modvægt til rockmusikken og giver hele albummet en god balance. Titelsangen Starting Over og afslutningssangen Nashville TN handler om at rejse ud og genfinde sig selv.

Chris Stapleton har beskrevet sig selv som “too hillbilly for rock, but too rock and roll for country”, men foreløbig har han formået at fremstå som sig selv og skabe sin musik på tværs af genrer. I stedet for at rette sig ind efter musikindustriens behov har den måttet rette sig ind efter ham. For det er hans popularitet, der sætter standarden for, hvordan god musik skal lyde i øjeblikket. Han har da også modtaget fem Grammy Awards og hele 17 countrymusik-priser. Stapleton er gift med sanger/sangskriveren Morgane Stapleton, som han har fem børn med.