Mine senere artikler har været om musik med nogle af de bedste instrumentalister. Det er Anna og Elisabeth ikke. Næsten tværtimod, de foretager sig kun det helt rudimentære på deres instrumenter og lader deres sange stå afklædte og ærlige. Men det passer fint til deres uprætentiøse (down home) stil.

Anna Roberts-Gevalt og Elizabeth LaPrelle har som udgangspunkt en særlig interesse og kærlighed for kulturen i Appalacher-bjergene, og de vil gerne formidle og dele den med andre. Det er naturligvis gjort tidligere. Omkring årtusindskiftet fik f.eks. Gillian Welch og Dave Rawlings succes med at benytte den gamle Appalachian mountain-musik.

Anna og Elisabeth har imidlertid gravet endnu dybere i denne kultur. De har gennemgået lokalarkiver, opsøgt musikere og deres slægtninge, interviewet og lavet musikoptagelser med dem i de oprindelige omgivelser – i dagligstuer, køkkener, verandaer og i naturen. Det har resulteret i, at mange obskure traditionelle sange er dukket op, hvoraf flere bliver præsenteret her.

Trods den minimalistiske fremførelse er Anna og Elisabeth blevet efterspurgte musikere også til større koncerter og festivaler. De fleste af disse optrædener er som duo, hvor de spiller guitar og eventuelt banjo eller synger a cappella. De forsøger derved at genskabe den intimstemning omkring fortællingerne og sangene, som de har fået overleveret.  På deres pladeindspilninger har de imidlertid tilføjet ekstra instrumenter og gæstemusikere – nogle gange med stort held.

Deres interesse for folklore indbefatter også historiefortælling og crankies (dukketeater) – lidt afhængig af, hvor de optræder. I USA findes talrige crank-festivaler. Herhjemme ser det ud til, at interessen er vigende.

Trods popularitet og anerkendelse i USA og Storbritannien, så kan deres forestillinger forekomme noget kuriøse og anakronistiske. I vores digitale verden med lynhurtige medier og stort internationalt udsyn er det dog tankevækkende, at den langsomme, orale overlevering af nogle af de gamle kulturer og fortidig levevis åbenbart har opnået fornyet interesse.

https://www.youtube.com/watch?v=ZkHF9qlOxgw