Forleden ankom canadiske Tenille Townes til Københavns Hovedbanegård med sin guitar. Hun gav en koncert på Vesterbro for knap 100 mennesker, inden hun rejste videre på sin Train Track Tour rundt i Europa. Townes er nemlig en kvinde, som holder mest af jernbanerejser.

Hun fortalte, hvordan hun i december 2022 gennemførte en velgørenhedsturné tværs over Canada med jernbane. På en togvogn, som var konstrueret, så den havde en scene, optrådte hun ofte i 30 minusgrader. Hendes nye EP, “Train Track Worktapes”, er netop optaget på denne turné. Kort efter turen blev hun kontaktet af rockgruppen Train, der havde lyst til at indspille med hende. Det blev til sangen ”I Know”.

Tenille Townes er bosat i Nashville og nærmest prototypen på en countrysanger/sangskriver: Stor udtryksfuld stemme, god guitarist og ikke mindst store evner som sangskriver med flair for  at skabe nogle iørefaldende omkvæd. Hun har allerede hittet med sangen ”Somebody’s Daughter” og er dobbelt Juno Award-vinder. Hun fortalte, hvorledes mødet med hendes idol Bryan Adams havde ført frem til duetten på hendes sang, ”The Things That Wreck You”. Hendes sæt indeholdt stærke sange som: ”When I Meet My Maker”, ”The Last Time” og ”Jersey On the Wall”.

Townes var placeret i en programpakke, der også indbefattede endnu en Nashville- sanger/sangskriver Avery Anna, som indledte aftenen med smagsprøver på sine sange. Sammen uropførte de en af hendes endnu ikke udgivne sange.

Til glæde for den yngre del af publikummet sluttede det nye amerikanske fænomen Breland aftenen af med et sæt bestående af country-rap, R&B, gospel og soulmusik med delvis brug af backingtracks.