vanessaEn kombineret anmeldelse af en live-koncert med amerikanske Vanessa Peters og The Sentimentals på Gyngen i Århus og samme musikeres nye album De fleste numre fra CD’en blev spillet denne mindeværdige aften.

Som MC Hansen fra The Sentimentals lunt kunne konstatere, så var det sjældent (heldigvis), at der er flere mennesker på scenen end på publikumspladserne, herunder medregnet en i baren og en ved indgangen! Det var godt nok en tirsdag aften, men alligevel var det tyndt af det århusianske musikpublikum ikke at opdage, at den amerikanske sangerinde, som ofte er bosiddende i Italien, var kommet til byen! Hun spillede igen sammen med MC Hansen, ligesom for efterhånden syv-otte år siden, hvor de også var på en turne landet rundt. Vanessa Peters og hendes band viste dog så stor professionalisme, at de kørte deres sæt igennem, som om der var fuldt hus.

peters vanessa (1)Samspillet mellem sangerinden og bandet fungerer perfekt, så det er svært at udvælge enkelte numre frem for andre, da det går op i en større enhed. Og det er lige fra åbningsnummeret på albummet Pacific Street, via smukke Mostly Fictions, de lidt melankolske The Choice og Fickle Friends, til hun runder albummet af med Getting By, hvor hun bruger en del ældre tekster, som hun aldrig helt har kunnet placere i andre sange.

Under koncerten var der også plads til tidligere numre, som den countryinspirerede Drowning in Amsterdam, hvor bandet også får lov til at slå sig løs. Hun tager mundharmonikaen i brug i nummeret No Decision fra det forrige album. Vanessa Peters spiller også kvikke iørefaldende numre som eksempelvis Austin, I Made a Mess. Og hun forstår også at  tage andres musik under kyndig og kærlig behandling, som eksempelvis det klassiske Traveling Wilburys nummer Handle Me With Care, som hun og The Sentimentals på glimrende vis afsluttede en dejlig intim koncert med.

peters vanessa (2)Vanessa Peters har hentet sin inspiration i americana og folkgenren. Hun tryller karakteristiske billedsprog og historier ind i sine tekster i de 10 melodier på albummet og det med sødme og varme.

The Sentimentals tilfører et ekstra element til Vanessa Peters musik. Bandet forstår at ledsage hendes bløde og delikate stemme med en afdæmpet og behersket stil. Vanessa Peters spiller foruden guitar også mundharmonika og ledsages af MC Hansen ligeledes på guitar. Jacob Chano stryger følsomt slagtøjet på vanlig elegant vis, og så er Nikolaj Wolf garant for dybden i musikken med sin bas. Desuden har Vanessa Peters følge af Rip Rowan på keyboard. Han også er hendes partner på den private front.

http://vanessapeters.com/

sentimentals