På Copenhagen Blues Festival 2016 blev følgende DMA Bluespriser uddelt: Årets danske bluesnavn blev Miriam Mandapira, og årets danske bluesudgivelse gik til Big Creek Slim (med det mere danske navn Marc Rune) for albummet Keep My Belly Full.
Festivalens mange aktiviteter omfatter film, jamsessions og naturligvis en lang række koncerter. Toronzo Cannon var ét af hovednavnene på festivalen. Han havde medbragt sit faste band, som alle er meget kompetente musikere. Den 48-årige Cannon bor i Chicago og spiller også en gedigen gang Chicago-blues og har efterhånden indtaget en førende position i byen.
Hans evner som sanger er uovertruffen, og som guitarist og sangskriver er han også værd at lægge mærke til. Bluespuritanere vil nok foretrække den autentiske Chicagoblues, som han er blevet en slags ambassadør for. Måske var det afstikkeren til Næstved, som gav ham lejlighed til at give en mere showpræget koncert. Jeg kunne f.eks. godt have undværet den Hendrix-pastiche, han gav, hvor han spillede guitar mellem benene og med tænder og tunge – og især et Donna Summer-diskonummer virkede kikset. Men hvad? Dansegulvet var fyldt, og the blues er vel også showbusiness?
Cannon skriver nogle gode numre, og det var primært dem, der udgjorde aftenens repertoire. Bl.a. en skilsmissesang, som blev udført med den særlige ægthed, det giver, når han selv har fem af slagsen bag sig. I det hele taget er Toronzo Cannon ’the real deal’, og det beviste han.
