Der er god grund til at huske dette orkesternavn. Ikke så meget for pålydende, for der er faktisk pt. seks medlemmer! Men snarere fordi de er blevet ét af Sveriges bedste bluegrassbands. Siden de sidst besøgte bluegrassforeningen for halvandet år siden, er de rykket flere klasser op. De har udgivet albummet Across The Deep Blue Sea, været på USA-turné – og de er blevet bedre musikere.
The Original Five har stadig et meget varieret repertoire, og deres arrangementer er blevet bedre og strammere. Deres trestemmige vokaler er blevet finpudset, og så er det ret overskudsagtigt at råde over fire forsangere og seks komponister. Foruden deres egne sange og instrumentalnumre havde de med sikker hånd valgt mindre kendte numre af ældre sangskrivere som Bill Monroe, Hylo Brown, Johnny Horton og Ola Bella Reed samt nyere sange af bl.a. Johnny Cash og Steve Earle. Især dobroisten Daniel Olsson udmærkede sig med akkompagnement og solospil på et højt niveau, men alle The Original Five ydede en god indsats og kunne modtage et velfortjent og varmt bifald.
Bluegrass Music Denmark kunne love et godt forårsprogram 2016, men den bebudede nedskæring i tilskuddet til foreningen kaster en truende skygge over dens fremragende koncertrækker på et musikalsk højt niveau.