Foto: Claus Hellgren Larsen

Foto: Claus Hellgren Larsen

Disse originale fem startede som et traditionelt bluegrassband i Malmö i 2010. Siden er både besætning og repertoire udvidet, så det nu er en septet, som spiller et bredere udvalg af americana.

En af fordelene ved at være syv medlemmer er, at skulle én være forhindret i at komme til et job, så kan resten sagtens klare sig uden. De stillede op som sekstet, da deres mandolinist ikke var med, men The Original Five er godt sammenspillet, så de leverede to gode og varierede sæt.

Foruden bluegrass kan de ubesværet spille swing, honky-tonk, country, gospel og nogle gode folk-ballader. Til stor glæde for sådan nogle som mig har de fundet mange obskure sange frem på bekostning af det sædvanlige standardrepertoire, og så har de selv komponeret en stor del af deres repertoire. Deres version af ”Walls of Time” kunne jeg have undværet, men til gengæld var det glædeligt at høre bl.a. ”Highwayman” og især en god version af ”Honky Tonk Hardwood Floor” blev hængende i mine ører på vejen hjem.

De foretrækker en gammeldags opstilling og brugte kun tre mikrofoner. Dette giver en livlig aktivitet, når vokalister og solister fiser rundt på scenen for at finde deres optimale position. Ikke kun en gimmick for lyden fungerede perfekt.. De er alle gode instrumentalister. Johan Malmberg spillede en fremragende fiddle, men især Daniel Olsson er en så god dobroist, at jeg ikke tøver med at kalde ham én af de bedste i Europa.

En herlig musikoplevelse, men for en gang skyld ikke i en fyldt sal i Karens Minde til BMD’s bluegrasskoncertrække.

http://theoriginalfive.se/

Pressefoto

Pressefoto