The Low Anthem fra Rhode Island, USA er blevet darlings i pressen og blandt musikere. Siden de startede i 2006 har deres indie-folk musik vundet stor anerkendelse. De har spillet med bl.a. The Chieftains, Emmylou Harris, Bruce Springsteen og Lucinda Williams, og de har optrådt på store festivaler og talrige tv-shows m.m.

Ben Knox Miller og Jeff Prystowsky er oprindelige medlemmer, men efter en del udskiftninger har også Florence Grace Wallis og Bryan Mintu den senere tid udgjort kvartetten. De kom for at præsentere deres nye album The Salt Doll Went to Measure the Depth of the Sea, og det gjorde de ved at spille hele albummet.

Det var nærmest en antioptræden: Scenen var næsten ikke oplyst, men fyldt med elektronik, ledninger og instrumenter, de nærmest hviskede de kryptiske beskeder mellem numrene og havde næsten ikke øjenkontakt til publikum. Det virkede, som om de næsten ikke turde spille. De var så forsigtige og stille, at scenegulvets knirken truede med at overdøvede musikken.

Efterhånden fik de aktiveret al deres elektronik, og det blev tydeligt, at de inviterede på den undersøiske fantasiverden, som albumtitlen antyder. Teksterne lød lidt som en blanding af Alice i Underlandet og En verdensomsejling under havet, men jeg måtte lige op til overfladen og trække luft og kunne ikke helt følge trippet med alle lydeffekterne – det blev lidt for eksperimenterende og eklektisk.

Heldigvis sluttede aftenen med en længere række af de ældre sange, bl.a. Ticket Taker, Charlie Darwin og To Ohio, og jeg kunne igen nyde de små, smukke sange, som The Low Anthem er kendt for.