De mange unge talentfulde musikere fra begge sider af den dansk-tyske grænse i bigbandet FOLKbaltica, er blevet nr god tradition i Tønder. De optræder for ca. 5.000 skolebørn fra begge sider af grænsen og er et meget populært indslag.

Elena Hermann

Asger Laursen

Det er fantastisk at opleve den spilleglæde og dygtighed, som de unge mennesker udfolder sig med på både den store Open Air-scene og dagen efter i Telt 2. Det er ca. 50 musikere, der som vanligt bliver ledet fortrinligt af violinisten og kapelmesteren Harald Haugaard. Han yder et helt unikt arbejde med de mange unge mennesker og forstår at overføre sin egen entusiasme og store energi til det store bands medlemmer, og han kan i høj grad holde deres interesse fanget.

Han giver også plads til individuelle optrædener. Således sang Elena Hermann fra Slesvig/Holsten og Sigrid Hogue fra Rødding begge sange på hvert deres modersmål, og den dygtige kontrabassist Asger Laursen fra Tønder fik også lov at give en prøve på sin kunnen.

Ved koncerten i Telt 2 var der gæsteoptræden af den meget talentfulde og dygtige harmonikaspiller og sangerinde Justine Boesen, der tidligere har været medlem i bandet i mange år. Der er mange eksempler på unge musikere, som har spillet med i FOLKbaltica under ildsjælen Harald Haugaards dynamiske og meget inspirerende ledelse.

Så man kan blot håbe, at der vil være mange unge, som overværede en af de glimrende koncerter, der vil melde sig ind i deres lokale musikskoler. Det skal også nævnes, at violinisten Andreas Tophøj var gæstedirigent under koncerten i Telt 2, som det kan ses herunder.