Kajsa Baltos far kommer fra Kárášjohka i det allernordligste Norge meget tæt på grænsen til Finland, og hendes musik tager udgangspunkt i netop den baggrund med den samiske kultur og tradition i højsædet. Det var hendes først koncert i Danmark, og forhåbentlig kommer hun snart tilbage.

Kajsa Balto

Den karismatiske sangerinde forstår at charmere og forføre sit publikum med sin helt egne musikalske fremtoning, og så betyder det ikke noget, at man ikke forstår hendes samiske sange. Hun optræder levende, intenst og insisterende og fastholder publikum med både energi og dejlig vokal. Hendes inspiration er oftest hentet fra naturen, og som hun fortalte, så handlede en af hende sange om at komme op over trægrænsen, hvor der er åbent og frit, og man kan her med sindsro få styr på sine tanker i den rene stille luft.

Nederst er der et link til Kajsa Balto.

Copenhagen Slim

Copenhagen Slim, som var solo på scenen, efterfulgtr den norske sangerinde med band. Han fangede også tilskuernes opmærksomhed med sin meget koncentrerede optræden og med sin særlig stemmeføring og helt eget lydbillede. Nisse Thorbjørn, som han hedder, spillede og sang glimrende sin lidt hårde dynamiske blues og ældre amerikanske folkemusik med rockende toner og flere instrumenter i gang samtidigt.

Grabow & Guldhammer

Sara Grabow og Mia Guldhammer præsenterede nye sange på baggrund og med rødder i gamle danske sange, og de fortalte gode historier om sangene. Der var flere stille og fintfølende numre på duoens sæt, men også blandt andet en ballade og kærlighedssang til Mols bjerge. Grabow & Guldhammers stemmer komplimenterer hinanden på glimrende vis, og de matcher sangene fint med deres akustiske instrumenter, da de spiller henholdsvis guitar og dulcimer.

Og så var der dømt bal! Fionia Folk Brothers afsluttede den flotte musikalske Folk Spot koncertserie med et brag. Som konferencier MC Hansen sagde efter den forrige duos optræden, så skulle den første række borde fjernes, så der var god plads til at danse. Og det blev der også brug for. De fem musikere, som alle er kendte fra flere andre bands, der havde fundet sammen, er pianisten Theis Langlands, Jesper Vinther på harmonika, kontrabassist Peter Sejersen, Michael Graubæk og Jes Kroman begge på violin. (øverste foto)

De gav en forrygende medlevende, svingende koncert med traditionelle spillemands-dansevenlige melodier og toner. Afleveret meget velspillede med stor energi af alle fem dygtige musikere, der sørgede for, at dansegulvet hurtigt blev fyldt. Det var værdig afslutning på dagene for de 40 delegerede fra mange lande, som uden tvivl har fået nogle gode indtryk af de meget forskellige bands.