”Når vi turnerer rundt i verden, møder vi en masse gode musikere, og nogle møder vi flere gange og får etableret gode kontakter til. Sådan er det med Alasdair og Nathalie”. Sådan indledte Sigurd Hockings aftenens koncert i en meget varm Sønderho Kirke på Fanø. Den gamle bygning havde stået gennem hele årets hidtil varmeste dag og suget temperaturerne til sig, mens en gruppe af øens mange folkemusikere havde samlet byens beboere til Grundlovsarrangementet mede på havnen.
En mindre fælles Danmarksturné for de to duoer, bornholmsk/jyske Fromseier & Hockings (violin og guitar) og skotsk/amerikanske Alasdair Fraser & Nathalie Haas (violin og cello), havde bragt de fire til Sønderho denne smeltende forsommeraften.
Fromseier & Hockings indledte aftenen med deres primært selvkomponerede musik, og med blot tre numre fik de præsenteret alle deres stærke kompetencer. Ditte Fromseiers evner på buen og strengene, også i en række andre end denne sammenhæng, er ingen hemmelighed, og Sigurd Hockings er nok den bedste guitarist på den danske folkemusikscene, både som akkompagnatør og solist.
Som jordbærrene på toppen blev vi også forkælede med et eksempel på Fromseiers inderlige og nærværende vokalfremførelser. Når duoen fremfører deres musik, ikke mindst deres originale og personlige kompositioner, får man fornemmelsen af, at toner og personer er forenede. At de er deres musik. Derfor bliver det en meget nærværende oplevelse at sidde til en koncert med denne særdeles sympatiske duo.
Alasdair Fraser har i det meste af en menneskealder trakteret verden med sin skotske traditionsmusik, i de seneste omkring 15 år som oftest akkompagneret af den yngre Nathalie Haas på cello. Aftenens andet indslag var tilsvarende tre numre med denne duo. Frasers formåen kan der på ingen måde peges fingre ad, og Haas’ akkompagnement – og ind imellem solistiske indsatser – vidnede om en formidabel teknik.
Hendes musikalske arrangementer er yderst interessante og på mange måder banebrydende i en folkemusikalsk sammenhæng. Som en helhed leverer de en flot og forfinet koncertfortolkning af traditionen, i nærværende ører måske ind imellem en snert for forfinet. Arrangementerne og fremførelsen læner sig i nogen grad op ad den klassiske musiks normer. Det kan man have mange ædruelige meninger om, men faren er, at det folkemusikalske drev dæmpes for meget. Med stor respekt for både begge genrer og eksperimenter må en grundlæggende forskel fastholdes.
Det sidste og længste indslag var en fælles optræden, hvor de to duoer på skift tilførte hver deres til udvalgte dele af hinandens repertoirer. Det var her, vi fik de specielle og interessante oplevelser. Ikke mindst Hockings guitar gjorde meget til at tilføre Fraser & Haas det ind imellem savnede drev, og det var, som om Fromseier & Hockings musik gav dem friheden til lidt mere løssluppenhed. Specielt når de bevægede sig ud i improvisatoriske sekvenser, fløj tonerne friere. Den tydelige glæde ved og lyst til at bidrage til hinandens udfoldelser gav det hele lidt bredere vinger.
Det var yderst fortjent, at de dejligt mange fremmødte tilhørere tryglede om lidt bonus, men de fire musikere henviste til varmegraderne i kirken og stillede som betingelse, at ekstranummeret blev leveret ude på kirkegårdens græs. Passende og populært.
Folk forlod forestillingen i tydelig tilfredshed med, at deres lille lokalitet endnu en gang blev beriget med musik af høj klasse fra den store verden udenfor.
