Det er sjældent, man oplever en så vellykket transformation fra engelsk- til dansksprogede sange, som den M.C. Hansen har foretaget. Mange singer-songwritere, som er startet på engelsk, har fortalt om deres usikkerhed med at udtrykke sig på dansk, men for M.C. er overgangen nærmest oplagt. Det hænger naturligvis sammen med hans tæft for sproget som sådan, og så det faktum, at han er en god fortæller.
Det beviste han igen i sine fortalte historier, men også i sin sangskrivning i et fyldt Stars. Han gav et pladeudgivelsesshow, hvor sangene fra det nye album Alter Ego Ego Alter blev opført live. Familie og venner og gæster var inviteret, og vi kunne nærmest få sat et autentisk ansigt på flere af sangenes personer.
M.C. skriver på et mundret og hverdagsagtigt, men lyrisk dansk. Der er mindelser om Lilholt i ”Balladen om Balle Lars” eller Svantes lykkelige dag i ”Petersmindevej”, der er Dylan: Forever Young-stemning i ”De fejl jeg er gjort af”, en parafrase over Jens Vejmand i ”En skønne dag”, en enkelt aktuel kommentar til de mange gadeskyderier i ”Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor”. Men det er først og fremmest hjemstavnspoesien, som binder albummets sange sammen og gør det unikt. Her kom vi hjem i stuen på Jungshoved og med på en ’vandring med hunden i sprøjtesporene på markerne med udsigt over Bøgestrømmen’
Alle, der har hørt ham ved, at han er en talentfuld sangskriver, dygtig guitarist og en moden sanger, der kender sine virkemidler med kraft i tonelejerne og en fin vibrato og god timing. Han har i mange år spillet i alt fra ydmyge bodegaer til fine koncerthuse, fra Grenå til Pennsylvania. Han har en musikalsk bagage af americana-musik, og bl.a. pedalsteel guitaren og mandolinen passer fint til sangene. På albummet og live bliver han sporadisk og næsten nænsomt backet af The Sentimentals.
Selv om dette blev en meget lokal begivenhed, så er MC’s sange (eller snarere viser) også meget ligetil og almengyldige. De bør have gennemslagskraft i hele landet, og det nye album fortjener en plads sammen med f.eks. Dissing/Andersen og Allan Olsen.
Lyt selv eller se MC Hansen, som spiller solo og med band rundt om i landet