Lisa Ekdahl har lige siden sit debutalbum fra 1994, ”Lisa Ekdahl”, der indeholdt kæmpehittet ”Vem Vet?” været særdeles populær i Danmark. Klokken 17 lørdag d. 17. juni stod hun så med sine tre dygtige mandlige musikere på KOMOS’ store scene, hvor den store sol var blevet tændt efter fredagens noget deprimerende regnvejr. Et begejstret publikum fik både ”Vem Vet”, ”Öppna Upp Ditt Fönster” og en hel del nyere sange, bl.a. fra den seneste EP, ”Famna Jorden”. Sidstnævnte nummer gav anledning til en lille tilskuerøvelse, idet vi blev opfordret til at omfavne hinanden til alle sider – og jorden med på lidt længere sigt.

Lisa Ekdahl

Lisa Ekdahl

Den snart 46-årige Ekdahl fremtræder som en skøn, tidløs engel med flagrende håndbevægelser, fin, sprød stemme, der er helt hendes egen, og med en rød, natdragtslignende klædedragt på, der tog sig godt ud med det personlige, himmellignende og lyseblå scenetæppe som baggrund. Hendes musik er blevet kaldt en blanding af folk og latinjazz, og hun har da også med årene bevæget sig en del væk fra det oprindelige viseudgangspunkt. På KOMOS var hendes repertoire rent svensksproget, og størst bifald høstede hun, når hun enkelt og virkningsfuldt spillede helt afdæmpet og alene med en enkelt medguitarist. Stor personlighed, egenproduktion, smukke, følsomme sange og gode intentioner for menneskene og verden!

Kris Kristofferson

Kris Kristofferson

Rusten gammelmandsstemme og enkle, lidt stive, frelserakkorder på guitaren? Ja måske, og hvad så! Dagen før Lisa Ekdahls optræden på KOMOS var legenden, Texasdrengen, skuespilleren og sangeren Kris Kristofferson på scenen. Manden fylder 81 år d. 22. juni, og hans udtryksfulde ansigt, den stærke aura omkring ham og hans mange udødelige sange fejler bestemt ingenting. Lige som man kunne frygte, at regnvejret og aftensmaden ville afholde folk fra at samles omkring den store scene på den spritnye KOMOS-folk-festival, viste Kris Kristoffersens magnetiske kraft sig. Klokken 19 30 lyttede flere tusinde tilhørere andægtigt til den gamle mester, som helt alene med sin guitar gav en fuld time med alle de kendte numre og en del mindre kendte, men ikke mindre ordrige og vedkommende.

Jublen blev tydeligst, da han intonerede ”Me And Bobby McGee”, og et stykke inde i sangen udskiftede navnet ”Bobby” med ”Janis” (Joplin). Men ørehængerne var der allesammen: ”Help Me Make It Through The Night”, ”Sunday Mornin´ Comin´ Down”, “For The Good Times”…..Flere gange tænkte man: “Nå, har han også skrevet den?” Hvad de mindre kendte sange angik, var koncerten en appetitvækker, der kan få en til at gå hjem og studere teksterne nøjere.  Det blev en magisk time midt kongens gamle have! Og man må virkelig ønske, at etableringen af denne mini-Tønder-Festival, KOMOS i København, kan bære økonomisk og komme igen år efter år!

I aften (søndag d. 18.) spiller den gamle mester i Hannover og otte koncerter mere i Europa, før han spiller videre i USA.

https://youtu.be/7en9XCt-CS8

2/3 Folkeklubben

2/3 Folkeklubben