Det var første gang, jeg besøgte spillestedet Richter i Gladsaxe-Søborg. Lidt uden for alfarvej, hvis man ikke lige bor i denne eller de nærliggende forstæder, men så er det heller ikke sværere at finde dertil. Klubben ligger i en tidligere telefonfabrik, i tidernes morgen etableret af hr. Richter, og den gamle fabrik rummer Gladsaxe Kulturhus med mange aktiviteter. Richter gjorde et rigtig lækker-råt indtryk. God scene, fed sound og indretning, nok endnu bedre uden Corona-tiltag, og et hyggeligt fint opholds- og barområde før koncertrummet.
Richter Roots er en rootsklub, der huserer ind imellem andre genrer på spillestedet. Musikeren MC Hansen er konsulent og musikindsparker, og han havde fået kendskab til svenske Christian Kjellvander, som efter min mening havde lovet mere, end han kunne holde. Han var aftenens hovednavn, må man formode, men de to danske musikere, Morten Krogh og Rasmus Christian Larsen, løftede i høj grad stemningen. Jeg skrev selv i foromtalen, hvor jeg citerede presseteksten, Kjellvander som værende ”en empatisk troubadour, som omfavner det fremmede, mørke og svære”.
Men hvis singer-songwriteren var empatisk, så var det mest med sig selv, og så vidt jeg kunne høre ikke på noget dybt, filosofisk plan. Teksterne virkede snarere banale og navlepillende, og det syntes at være the same old love story i hver eneste sang. Han sang (desværre) på engelsk, svensk er ellers sådan smukt sprog, hvor det meste lyder poetisk og dybt (uden nødvendigvis at være det).
Jo, Kjellvander har en god stemme, og elspaden, han spillede igennem hele koncerten, var absolut ferm og ofte ret lækker at høre på, selv om jeg personligt ikke brød mig så meget om de forvrængende effekter. Det virkede ikke særligt rootsy. Men sangeren var ærlig talt et nummer for introvert, selvoptaget og prætentiøs. ”Som en syngende depression”, mente min veninde. Han spillede omkring 10 numre, der nærmest lød som én lang sang på fem kvarter, det blev altså for kedeligt, men måske ikke for dem, der var kommet specifikt for ham. Han fik i al fald to ekstranumre, men om det var hardcore fans eller høflighed, skal jeg ikke kunne sige.
Jeg er glad nok for at have hørt ham, men var også glad da han sluttede. Som en af hans linjer lød, så var vi (han) ”one heartbeat from disaster”. Gid han dog have gidet at peppe sin optræden op og have bare en smule interesse for sit publikum, men hvem ved, måske kan han ikke eller foretrækker at være fjern og mystisk. Det var ikke til os, han sang ”no, you cant just quit, your smile keeps me alive”.
På den baggrund var det ikke svært for den nye konstellation Morgan Helltown & The Lost Cause at løfte stemningen. Men det var slet ikke kun derfor, at anden halvdel af aftenen blev så meget federe. Morten Krogh (tidligere Workers in Songs) og Rasmus Christian Larsen (Alabama Black Snakes og Remains) var hyggelige og sjove i deres præsentationer og leverede bare et godt show. Nede på jorden og lige ud af landevejen med to guitarer, mundharpe og et par helt okay stemmer. De fortalte om deres samarbejde og sangskrivning og leverede udmærkede sange i country/folk/americana-stil, som det bare var meget let at synes om.
De kalder selv musikken for outsider-folk, og den faldt i god jord, uanset om nogle var kommet for den svenske sanger. Morgan Helltown & The Lost Cause (ved ikke hvem der er hvem, hvis der ellers er en rollefordeling) var udadvendte, og duoen nød åbenlyst at spille på Richter – og at spille koncert i det hele taget. De to sympatiske musikere fik fortjent succes på vistnok et af deres første spillejobs som denne duo, og vi nød dem – og den (ret) nye klub Richter Roots.
