En vidunderlig stemme har lige ramt Danmark for første gang. Den tilhører Joan Shelley, som i et travlt koncertprogram fik plads til en koncert i både Aarhus og København.

Der er stemmer, som trods drama, skrig og skrål efterlader én uengageret – og så er der stemmer som Shelleys, der nedtonet og stilfærdigt straks fanger ens opmærksomhed og ovenikøbet bevæger én stærkt. Hendes bløde og varme klang gik også lige i hjertet på de fleste andre i lokalet, og selv støj fra restauranten ovenpå kunne ikke distrahere en intens koncert. At Shelley så også havde perfekte fraseringer, bevægede sig ubesværet i alle tonelejer, havde en tydelig udtale og nogle sange, der fungerede som gode redskaber til at fremhæve hendes personlige og enestående vokaler, gjorde koncerten til en stor lytteoplevelse.

Bortset fra Kate Wolfs ’Here in California’ og en a capella-udgave af en traditionel sang, så var det hendes egne sange, vi fik – fortrinsvis hentet fra det nye album ’Over and Even’. Hun har formået at lave nogle sange med tydelig inspiration i 1960’ernes ’klassiske’ folkemusik, og samtidig har hun ramt en særlig britisk/amerikansk lyd snarere end den musik, man kender fra hendes hjemstavn i Kentucky. Den dyrker hun til gengæld med trioen Maiden Radio.

Nathan Salsburg gav et meget kompetent guitarakkompagnement samt supplerede med lidt andenstemme.  Han er folklorist og har udgivet en masse spændende, ældre folkemusik, hvilket har indbragt ham en Grammy.

Med Joan Shelley fik vi besøg af en sjælden sangfugl, som gerne må vende tilbage. Indtil da kan man heldigvis høre mere af hendes repertoire på diverse medier, f.eks. YouTube.

https://www.youtube.com/watch?v=iEkZIAUmMXE

 

 

64