For et halvt års tid siden stod Jacob Dinesen med sit band på Open Air Scenen I Tønder og gav en flot koncert. Forinden var det måske ”kun” i Skagen og Tønder, at festivaldeltagere havde fået øjnene eller rettere ørerne op for den formidable stemme, men nu har han i et halvt års tid fyldt koncertsalene, og musikken er gået rent ind hos publikum over det ganske land. Både her på den unge sønderjydes første lange turné, som er i fuld gang, og den kommende senere på året lover lige så godt.
Denne torsdag aften var ingen undtagelse. 185 forventningsfulde mennesker fyldte Walthers Musikcafe, og den talentfulde Jacob Dinesen med sit også glimrende band levede op til forventningerne. Efter et udmærket første sæt, hvor der både var melodier fra Tønder-drengens første album Count The Ways og det nye Brace Against The Storm, fulgte et helt forrygende andet sæt med Jacob Dinesen på en længere vandring rundt blandt de fremmødte mennesker under det populære nummer Jessie.
Alle de mest kendte numre var med i aftenens sæt, så der blev skrålet med på titelmelodierne til begge albums, og ikke mindst til Roll With Me, Will You Stay, Say Your Name og Beautiful Sight sørgede han for, at publikum kunne holde varmen. Blot lidt ærgerligt at der var en del snakken i den bagerste del af musikcafeen, da Dinesen gav den stille The Letter solo.
Men det var en fantastisk koncert, der lover godt for den unge musikers fremtid. Vi skal nyde hans kompositioner og ikke mindst hans helt imponerende klangfulde vokal, for vi skal nok ikke forvente, at han forbliver inden for landets grænser med dét talent. For det er ikke kun på musikken, Jacob Dinesen scorer meget høje karakterer, også hans måde at indtage scenen på og hans sympatiske ”nede på jorden”- stil giver ham mange stjerner.
Publikum kan glæde sig til de 18 koncerter, der resterer i forårsturneen, og de foreløbig 13 koncerter på programmet i efteråret. Der er for længst udsolgt her i foråret, mens der er enkelte billetter til et par af efterårets koncerter.