Projektet Hymns from Nineveh indtog lørdag aften spillestedet von Hatten i Randers. Hymns from Nineveh er Jonas Haahr Petersens projekt. Han er ”The hymnboy”, og det er ham, der skriver både tekster og musik til sangene eller salmerne fra Nineveh, som projektet ville hedde på dansk.

Nineveh er en by, der nævnes i Det gamle Testamente, og de bibelske referencer og Jonas Haahr Petersens personlige tro er da også helt fremme i tekstuniverset. Det placerer Hymns from Nineveh i det interessante spændingsfelt mellem dem og os, forstået på den måde, at et så explicit kristent band sjældent kommer længere ud i verden end til Indre Missions Ungdoms sommerlejre, og på samme vis kommer et verdslig band sjældent til at spille i de kristne organisationer. Men kommer vi uden om den trosmæssige blufærdighed og berøringsangst, er der meget at hente. Det er Hymns from Nineveh et smukt eksempel på.

I kejtede klæder

Tilbage til lørdag aften i Randers: Jonas Haahr Petersen træder op på scenen sammen med sit band. Bandet har vi set før, for fire af de fem medlemmer udgør opvarmningsbandet Mechanical Bird. Jonas Haahr Petersen virker genert og en anelse kejtet, men det viser sig, at det er han bestemt ikke. Til gengæld er han meget udadvendt og snakker med sit publikum mellem numrene. Og publikum er kommet for at høre Hymns from Nineveh. Om det er, fordi projektet er kendt fra TV efter en optræden i Go Morgen Danmark i februar, skal jeg ikke kloge mig på, men de cirka 40 fremmødte, der fylder godt op på von Hatten, er et lydhørt og i øvrigt også ungt publikum, i hvert fald i folkemusikalsk sammenhæng: Omkring halvdelen er under 30, og kun en håndfuld har passeret de 40.

Vild vellyd

De fem dygtige musikere holder sig bestemt ikke tilbage. Der bliver spillet igennem med Jonas Haahr Petersens kraftfulde vokal og smukke tekster i centrum. Koncerten på von Hatten er den sidste i en turné med 17 jobs rundt om i landet, og det er da også tydeligt, at bandets medlemmer er godt og grundigt sammenspillede. Timingen fungerer perfekt, og de eksotiske vokalharmonier med blandt andet arabisk inspiration understreger de velklingende melodier. Sangene er sat ind i storladne arrangementer med piano, klokkespil, bratsch, banjo, harmonika, trommer, bas og ikke mindst sav. Det er længe siden, jeg har hørt så meget sav i en enkelt koncert, og det er endnu længere siden, jeg har syntes, at det lød godt, men i Hymns from Nineveh går den lidt besynderlige instrumentering op i en højere enhed.

Hymns from Nineveh er et spændende og behageligt bekendtskab, og jeg er spændt på at se, om Jonas Haahr Petersen fortsat kan holde balancen mellem dem og os.

Live: Café von Hatten, Randers

http://www.vonhatten.dk/