DownhillDownhill er et at Sveriges bedste bluegrassbands. Som mange andre er deres musikalske fundament traditionel bluegrass. Dette kombinerer de med egne nutidige sange og instrumentalnumre. Downhill gør det bare bedre end de fleste andre, bl.a. fordi Jonas Kjellgren skriver og synger nogle gode sange. Så gode, at andre er begyndt at spille dem, og han er da også belønnet med en international pris for “Wonderland”, titelsangen fra Downhills seneste cd.

Bandet har for nylig udgivet cd’en Mountain Songs And Other Stories, som er et bemærkelsesværdigt samarbejde med Maxi Märak. Hun er same fra Jokkmokk, og sammen lavede de et vellykket forsøg på at drage musikhistoriske paralleller mellem Nordsverige og Appalachierne i USA.   Hør blot: http://downhillbluegrassband.com/discography/

Downhill har optrådt i USA, spillet i det meste af Europa og har også tidligere besøgt Danmark. Der har været nogle udskiftninger, og denne gang stillede de op som sekstet. Det gav et fyldigt lydbillede med dobro, mandolin, fiddle, guitar, banjo, bas og trestemmige vokaler. Alle var meget kompetente og havde sammensat et varieret repertoire. Vi fik sangen om Joe Hill, den lokale agitator og folkemusiker, som i USA blev inspirator for Woody Guthrie, m.fl. og som vi (inkl. Politikens Folkemusikleksikon) er tilbøjelig til at glemme.

Downhill kommer fra Bergslagen i Midtsverige og gør en del ud af deres lokale kulturhistorie. De er medarrangører af en god bluegrassfestival i Torsåker. Skulle man være deroppe i starten af juli, så kan et besøg på denne hyggelige festival anbefales, nu hvor Falun Folk Festival er lukket og har givet plads til dansband- og headbangerfestivaler.

 

×