Den lille hyggelige café Bobuska i Linnésgade havde Lobber’s Trio på programmet. Nordsjællandske Lobber Koch er en rutineret sangerinde med især jazzbaggrund, og hun sang bl.a. et par standards. Hun havde medbragt to fortrinlige musikere: Guitarist Erkand Morina (Albanien/Sverige), som sang en albansk folkesang, og Buzor Nenic (Serbien/Danmark) på harmonika. De er alle så dygtige musikere, at de også hurtigt fandt sammen om en gang swing á la Django Reinhardt og fik spredt godt ud med sigøjner- og balkantoner.

Lobber Koch

Når nu programmet tillader det, og muligheden byder sig, så hvorfor ikke tage en runde? En tur rundt i København kan godt være en tur rundt i verden under festivalen, og du kan blive helt rundt på (danse)gulvet af tilbuddene.

Absalon på Vesterbro lokkede med ’årets salsashow’. Den gamle kirke var omdannet til en fyldt salsaklub. Der var først danseworkshop, og siden bød Jorge Cordero y Los Gran Daneses op til dans. Den cubanske sanger og musiker og det store orkester fik virkelig aktiveret dansegulvet. Da vi kølige og stive skandinaver i 1990’erne begyndte at frekventere de nye latin-danseklubber, så det lidt akavet ud, men her var beviset på, at vi nu godt kan danse med elegance og sensualitet.

Her kunne jeg afslutte en World Music-aften med værdigheden intakt, men på vejen hjem hørte jeg bag Råhusets mure den velkendte lyd af klezmermusik. Bare ordet Klezmofobia(øverste foto)  kan fremkalde feber, stakåndethed, svedeture, tør mund, hjertegalop og ømme fødder. Det er de samme sygdomssymptomer, der fremkommer ved overdreven dans, og som rammer mig, hver gang jeg oplever orkestret live.

Nu er det et par år siden sidst, og jeg håbede, at de havde skruet lidt ned for tempoet og deres vilde optræden. Men nej, alderen gør dem åbenbart nærmest mere energiske. Channe Nussbaum har stadig evnen til at synge på et jiddisch kaudervælsk, som man forstår uden at forstå hvorfor, og sammen med mændene piskede hun en uimodståelig stemning op. Og ligesom de fleste andre var jeg snart degraderet til et råbende og hoppende primalvæsen i en svedig kaosdans.

Jorge Cordero