Musikken har altid været i de tre søstre Greta, Stella og Sunniva Bondessons liv. De voksede op med musik i hjemmet, da deres far var et enmandsband med kick-tromme, pedalbas med mere, hvor han spillede country og blues, Derfor faldt det naturligt. at døtrene i en ung alder dannede deres eget band sammen med deres far.

De begyndte at skrive sange sammen, da de var mellem 10 og 14 år og sang altid i hjemmet, som var fyldt med forskellige musikinstrumenter. I de sene teenageår begyndte de at rejse rundt med deres far i bandet The Slaptones, men allerede i 2007 gik det løs som trioen Baskery, og siden er det kun gået fremad.

Bandet præsenterer americana, folk, roots, punk, og rock i deres helt egne alternative og lidt utraditionelle stil med stor energi og spilleglæde. De blev efter en koncert i Los Angeles spurgt, hvilke stoffer de var på! Og kunne blot svare at det var musikken, der drev dem frem, og det var deres ”stof”!

Stella spiller, slår, banker og vrider i strengene på sin doublebas, mens Greta styrer rytmen med sin pedaltromme, banjo, mundharmonika eller guitar. Ofte med flere instrumenter samtidigt. Og som hun spurgte publikum om: ”Hvordan stemmer man en banjo”? Svaret var ret enkelt – man fjerner strengene! For som hun sagde, at intet instrument er så udskældt som netop banjoen.

Men det var nu en fornøjelse at følge hendes strengeleg og eminente fingerspil på netop banjoen. Lillesøster Sunniva sørger for at holde dampen oppe med sin meget energiske optræden, da hun ikke står stille mange sekunder ad gangen, mens hun spiller enten elektrisk eller akustisk guitar.

Søstrenes helt store force er så absolut deres helt unikke harmonier, som bare hænger lige i skabet hver gang, og eksempelvis når de giver deres svenske drikkevise som a capellanummer. Men ellers præsenterede de flere af deres kendte numre Throw A Bone, Haunt Me, Here to Pay My Dues, Give Me Your Hand og ikke mindst et af de senere hits Shut the Catflap. Og så gav de en lækker udgave af Neil Youngs Heart of Gold og sluttede med One Horse Down som et af ekstranumrene.

Baskery beviste også, at de behersker deres instrumenter, da der i flere numre var indlagt længere instrumentale sessions. Jo, det var en flot koncert, som de tre unge musikere fra Stockholm gav i deres helt egen genre, hvor de nærmest vender musikken på hovedet og bare giver den gas.

Man kan stadig nå at opleve bandet i denne omgang. De står på scenen på Tobakken i Esbjerg onsdag d. 12. og aftenen efter gælder det Gazzværket i Aabenraa. Turneen afsluttes fredag og lørdag i henholdsvis Taastrup Musik & Kulturhus og i Gjethuset i Frederiksværk.

Stella

Sunniva

 

Greta

 

 

 

 

 

 

 

https://www.youtube.com/watch?v=Kz-A04CnEGE

https://www.youtube.com/watch?v=LNhNkifHT4k

https://www.youtube.com/watch?v=QjHWj7s7u50