Folk Baltica Festivalen foregår 21.- 29. april, og så kan man remse det ene spillested og bynavn op efter det andet. For Folk Baltica kommer ud mange steder i det sønderjyske og nordtyske område.

Habadekuk

Første koncert bliver afholdt 21. april i Husum Messe- & Congress Center med danske Mynsterland med 12 unge talentfulde musikere på scenen. Musikerne er ikke ukendt med festivalen, da de alle har været medlem af folkBALTICA ensemblet. De får følge ved koncerten af det italienske familieband Ganes, bestående af to søstre og deres kusine.

Dagen efter spiller den danske duo Sebastian & Mathæus på den lille vadehavsø Föhr, hvor også de tyske tvillingebrødre Pay Bandik Nonn og Melf Torge Nonn optræder med deres band PaBaMeTo. I de efterfølgende dage kan man bl.a. møde Svøbsk ved et par skolekoncerter, hvor de får selskab af den østrigske multiinstrumentalist Albin Paulus.

Den officielle åbningskoncert bliver i Alsion i Sønderborg onsdag 25. april, hvor Harald Haugaard står i spidsen for sit store velspillende projekt folkBALTICA Ensemblet. De får selskab af Det Sønderjyske Pigekor, ligesom huskunstneren ved årets festival Julia Lacherstorfer sammenfatter årets tema, som er ”bjerge og hav”. Den østrigske violinist spiller også med i bandet Alma, der kan opleves flere gange under årets festival.

Malte Zeberg fra Floating Sofa Quartet.

Blandt de øvrige bands er den nordiske kvartet Floating Sofa Quartet og det otte mand store, meget underholdende ”bigband” Habadekuk. Mette og Børge Solkær fra spillestedet Cafe Ellegaard står for fællessang i Nordborg søndag 29. april.

Trioen Huldrelokkk med den danske violinist Liv Vester Larsen kan man møde ved to koncerter. Man kan også møde den danske strygertrio Vesselil, der præsenterer kontemporær folkemusik ved ”festivalen i festivalen” Folk i Flor lørdag 28. april i Flensborg, Det er en lille eftermiddagsfestival, hvor der vil være musik og dans med ungdommelig energi som omdrejningspunkt.

Lørdag 28. april kan man i St. Marien Kirche i Flensborg overvære en koncert med bandet Sharing Heritage – Love Tree Ensemblet med bl.a. Helene Blum og Harald Haugaard som deltagere i det internationale band.

Der kan købes festivalpas gældende til alle koncerter for 120 euro eller billetter til de enkelte koncerter. Se nærmere informationer på hjemmesiden.

http://www.folkbaltica.de/home/