At spille for og dermed være et lyspunkt for de ældre er lige så givende for musikerne, fortæller Louise Bisgaard Vase, pianist, sanger og underviser, i dette essay. Louise er også med i bestyrelsen for rootszone.dk
Hvert år drager en række freelancemusikere ud på en 14-dages-turné i den regnfulde havneby Göteborg i Vestsverige. Det er ingen almindelig turné (hvis en sådan findes!), men derimod en turné, hvor man optræder for ældre rundt om på byens mange plejehjem og “träffpunkter”. Sidstnævnte er navnet på pensionistforeningernes tilholdssteder.
Jeg har været så heldig at bo i byen nogle år, mens jeg studerede verdensmusik på Musikhögskolan, og to gange har jeg nu været afsted på “Speldags”, som er navnet på plejehjemsturnéen. Op mod 25 koncerter spiller man på to uger, og det giver en del tankevækkende oplevelser.
Første dag er jeg afsted med Sofia, en medstuderende, som er mere indfødt end jeg:
Vi træder ind af døren til det første hjem, hvor skygger af krogede kroppe langsomt glider langs væggene, og små øjne betragter os mellem de mange rynker. Jeg mærker en underlig dunken i brystet og forsøger at se naturlig ud, mens Sofia går hen og taler et par høflige ord med de ældre damer, der er begyndt at forsamle sig i lokalet. Vi har kun små to meters afstand til dem i den trange stue, og vi går i gang med at synge og danse vores program af svenske og norske folkesange blandet med små fortællinger. Vi kalder det “Sånger på en livsresa”.
At synge om børn, kærlighed, fattigdom og penge virker en anelse absurd foran en flok mennesker på over 80, når man selv er 25. Men vi gør det, og langsomt sænker der sig en forunderlig fred over den rynkede forsamling. Ikke alle ser ud til at være helt nærværende, men mange får et svagt skær i de næsten forstenede ansigter.
Der er ikke nogen højlydt applaus, men nærmere små anerkendende lyde rundt om i flokken, da vi er færdige. Vi takker dem, fordi vi måtte komme, og tager afsted til næste hjem.
Ugens højdepunkt
Denne oplevelse indholder essensen af de krav, der stilles til en musiker på “Speldags”. Man er nødt til at kunne tale med de gamle, også selv om de er for svage til at give megen respons. Et vist fagligt overskud er nødvendigt for at kunne abstrahere fra publikums til tider manglende evne til at fokusere på det, der foregår. Og man må have øje for den usynlige begejstring, i form af et lille nik og et par visne hænder, der nærmer sig hinanden. Først og fremmest må man have tid til at lytte til deres historier bagefter, hvis der er nogen – og det er der ofte.
Mange ældre elsker at fortælle, og ofte minder musikken dem om små hændelser i deres eget liv. Nogle beretter, at de selv har spillet instrumenter eller har haft familiemedlemmer, der gjorde. Andre fortæller om en datter eller en søn, der har gjort karriere i musiklærerfaget. Atter andre har østeuropæiske aner, og musikken og dansen har været en naturlig del af deres sociale liv.
En del oplever “Speldags” som ugens højdepunkt. Måske sidder de det meste af tiden i ensomhed, og venter på at noget skal ske. Eller måske har de konstant besøg af familien.
At være musiker ses ofte som noget prætentiøst, noget der kan pege frem mod “stjernerne”. På Speldags fjernes fokus fra scenen og tages “ned på gulvet” – dér hvor musikeren står i stuen og møder den ældre bager, skolelærer, husmor, kunstner, som ofte sidder i rullestol. Dette skaber et særligt møde, fordi musikken kan noget, som andre samværsformer næppe kan.
Akustisk musik kan noget særligt
Et år efter turnéen med Sofia, er jeg afsted med Ida, som spiller sopransaxofon. Vi spiller klezmermusik og fortæller om jødernes kultur. Det er en livsbekræftende, til tider sørgelig, men altid energisk genre, og vi får mange nysgerrige kommentarer fra de ældre, der sjældent kender noget til denne musikform.
En dag kommer vi ind på en ganske lille afdeling, hvor personalet har usædvanlig meget tid til at “nusse” om beboerne. En dame i kørestol køres ind. Hun har lukkede øjne og sidder og snakker lavmælt med sig selv. Vi stiller instrumenterne op, og som sædvanlig er der flere af de ældre, der er benovede over, at vi har vores eget klaver med, og at det i disse moderne tider kan fås elektronisk!
Da vi starter koncerten, bemærker vi, at damen i kørestol bliver helt stille. Indtil et livligt og hurtigt nummer går i gang. Her åbner hun pludselig øjnene og gisper højlydt – hvorefter hun begynder at bevæge sig i takt til musikken og klapper og hujer!
Da sangen er slut, lukker hun atter øjnene, og læner sig tilbage mumlende for sig selv : “Sikke kækt de synger….”
Da vi har spillet sidste nummer, går der ikke mange minutter, før hun begynder at at synge. Højlydt, med stort vibrato og dyb, fyldig stemme. Hun nynner noget, der lyder som en salme eller en gammel vise, og alle omkring hende, inklusive personalet og os, der egentlig skal til at pakke sammen, lytter. Da hun er færdig, sover hun dybt.
Personalet fortæller os, at hun elsker musik. Så snart der er levende musik i huset, sker der noget med hende. Oftest er hun helt passiv i hverdagen – men hører hun musik, så “vågner” hun op, i hvert fald for en stund og inspireres tit til at synge selv.
Da vi kører hjem, er vi begge mystificerede over oplevelsen. Men først og fremmest er vi glade. Det kan være svært at nå ind til demente og smertefuldt, hvis det er en mor, en bedstemor eller anden nærtstående, som på denne måde blot forsvinder fra virkeligheden, langsomt og sikkert. Men musikken er et redskab til at skabe en kontakt hinsides ordene, og uanset hvor meget den gamle dame i kørestolen forstod af det, der foregik foran hende, har hun haft et øjeblik, hvor hun atter vågnede og deltog i livet, her og nu.
Den akustiske musik, som kan spilles i et lille rum i intim kontakt med andre mennesker, kan skabe en særlig nærhed. Som folkemusiker har man på denne måde et privilegium. Man kan gå i musikalsk dialog med mennesker, der ellers kan synes svære at nå.
Man skal ville
Speldags er skabt af Kulturforvaltningen med det formål, at de mennesker, der ikke selv har mulighed for at opsøge kulturen, også skal have varierede kulturoplevelser i deres liv. Det er vigtigt, at de tilbud, der arbejdes med, er varierede og på et højt niveau – men mindre vigtigt, om kunstnerne har haft kommerciel succes eller er et mangeårigt etableret “navn”.
At spille for ældre er noget, man skal ville. Og det er ikke alle, der kan klare denne udfordring. Mange elsker det og føler, at det er meningsfuldt og givende at møde de ældre. Andre skræmmes af miljøet, lugtene og synet af de til tider helt nedslidte kroppe.
Det er en konfrontation med en barsk virkelighed i vores samfund, nemlig den måde vi institutionaliserer vores ældre på, og på denne måde “gemmer forfaldet af vejen”. Det er også at agere “lyspunkt” i en flok menneskers liv. Man ansøger ikke om at komme på Speldags for at opnå offentlig anerkendelse eller blive anmeldt i den lokale avis. Det er også sjældent, at der bliver solgt plader (mange ældre har ikke et musikanlæg), men turnéen er velbetalt og fungerer på denne måde som et hvilket som helst andet musikalsk engagement.
Et sympatisk – og vigtigt – tiltag
Jeg har lært mere af to gange 14-dages Speldags-turné end mine fire år på konservatoriet, og dette er ikke en kritik af konservatoriet, men derimod en ros til Speldags. Det er et givende og sympatisk tiltag, som udover en utrolig mængde af musikalsk rutine også giver nogle ubeskrivelige, menneskelige møder, som jeg vil huske mange år frem.
Jeg håber at kunne inspirere danske kommuner til at ville gå i samme retning eller på anden måde at kunne arbejde på, at ældre kunne få samme muligheder for musikalsk “føde”, når de sidder på plejehjemmet. Disse mennesker er, til forskel fra os andre ude i bymiljøet, ikke overstimulerede af kulturtilbud.
Tværtimod.
