Et af årets hovednavne på TF har med kort varsel måttet aflyse sin koncert. Den amerikanske sangskriver, som spillede på festivalen i 2015, aflyser hele sin aktuelle turné i Europa, og nu skal der findes nyt til søndag aften i Telt 1. Eller mon ikke en eller flere af de tilstedeværende musikere kan træde til?
Der arbejdes hårdt med at finde en (af)løsning på hans fravær til søndag aftens afslutningskoncert. Festivalens netværk er stort, og der er en masse fine musikere til stede i Tønder, så mon ikke det hele nok skal gå.
John Prine blev opereret tidligere på sommeren og har været nødt til holde fri i en længere periode med ro og hvile på programmet. Han aflyste sin turne i USA og Canada, og må nu erkende, at hans hvilepause varer længere end håbet. TF sender sine varmeste hilsner til den 72-årige musiker, og det er besluttet at han i stedet giver koncert søndag aften d. 30. august 2020.
Fra Prines management og pladeselskab lyder det: “Vi er taknemlige for den loyale støtte, vi får fra fans i hele verden. John ser frem til at komme tilbage for at gøre det, han elsker, nemlig at spille”.