I forbindelse med solokoncerter i Portugal fornylig stødte sangeren og guitaristen Jens Lysdal tilfældigt ind i ét af medlemmerne af den kendte Cante Alentejano-gruppe, som sidste år i Paris modtog UNESCO’s Verdens Kulturarv-udnævnelse. Det endte med, at Lysdal med kun få minutters forberedelse spillede en to timer lang koncert på percussion for et publikum på ca. 2000 mennesker i byen Serpa, fortæller han til rootszone.dk.

jens lysdalFolkloregruppen, der består af ca. 28 mand, skulle give koncert på torvet i Serpa, men var dagen før blevet ringet op af deres percussionist. Han kunne ikke kunne komme på grund af sygdom i familien.

Jens Lysdal, der lige havde spillet koncert i den nærliggende by Beja, sad og spiste frokost med Alentejo-sangeren, som havde hørt koncerten med ham aftenen forinden – og modtaget afbuddet. Da Jens lige havde fortalt ham, at han jævnligt også producerer musik for andre, hvor han bl.a. også spiller percussion,- spurgte portugiseren ham, om han ikke kunne have lyst til at spille med på et par sange til en jam senere på dagen. Denne jam viste sig altså bare at være Serpas største årlige kulturbegivenhed – afslutningen på deres påskefestival på et propfyldt bytorv. Og et par numre voksede under lydprøven til at blive 19, der til koncerten endte med at blive 24! Og hele bytorvet sang med.

Cante Alentejano er en gammel sangtradition, der blev og stadig bliver sunget af markarbejdere og lokale. Den har sit centrum i det sydlige og østlige Portugal. Normalt er der op til 30 sangere, som synger á capella, men ved festlige og større lejligheder bliver grupperne nogle gange akkompagneret af et orkester.

Jens var imponeret og rørt over den menneskelige og musikalske åbenhed, han blev mødt med, især fordi der er tale om en så stærk og defineret tradition, der hævdes med stolthed.

”Lige i starten tænkte jeg på, om jeg som udefrakommende blegansigt ville falde i unåde, hvis jeg slog med den forkerte ende af stikkerne eller betonede musikken på en anden måde, end de var vant til. Men de var helt afslappede og cool og syntes bare, det var fedt, at jeg ville være med. Jeg skulle bare spille, hvad jeg havde lyst til, og publikums attitude var åbenlyst den samme. Det er en stærk folkelig tradition, der ikke føler sig truet af udefrakommende inspiration. Dét er stærkt – og noget, man også kunne lade sig inspirere sig af herhjemme. Efter koncerten snakkede vi om muligheden for at lave et genremæssigt crossover- samarbejde, hvor man blander sangene med andre stilarter. Spændende, ” siger Jens Lysdal.

Det var i øvrigt tredje gang, at Jens Lysdal spillede dernede. Han har blandt andet spillet tre koncerter i henholdsvis Lissabon, Beja og Serpa med Bjarke Falgren, Jakob Falgren og Thomas Vang.

https://www.youtube.com/watch?v=pdT4pxTuzf4