jamOm få dage vil Odense genlyde af musik i endnu højere grad end sædvanlig, når mange scener syv dage og aftener i træk skal genlyde af folk, blues og jazzmusik. Odense ér og vil fortsat være en musikby, selv om  folkemusiklinjen er rykket ud.

Det hele begynder mandag den 23. juni, og så er der ikke mindre end 65 koncerter i vente på et større antal spillesteder, også udendørs. Der spilles samtidig på forskellige scener, men langt hen ad vejen kan man godt nå det meste, hvis man orker det. En del koncerter er gratis, og enkelte koster ekstra oveni det partoutkort til 595 kr., der kan anbefales.

Eivør.

Eivør.

Ligesom sidste år, da Jamdays startede, er det tre oprindelige festivaler Odense Folk Festival, Odense Internationale Bluesdage og Odense Sommerjazz, som er slået sammen til én stor musikfest. Alle tre genrer er repræsenteret på en spændende og varieret måde, og Jamdays er en realitet og kommet for at blive.

Af de helt store, internationale navne bør nok nævnes Sinéad O’Connor, der bestemt er værd at opleve, og ligeledes amerikanske Macy Gray. Hvis vi bliver ved store kvindelige kunstnere, skal færøske Eivør absolut også nævnes – og opleves. Disse tre spiller hhv. onsdag aften kl. 20 på Posten, fredag aften kl. 21 på Posten og lørdag kl. 21.30 på Amfiscenen. Eivør er i selskab med Lennart Ginman, så denne aften får vi nok hendes mere jazzede side. Bysbarnet MØ og Marie Key spiller i Den Fynske Landsby torsdag aften, men der kræves særlig billet.

Perry Stenbäck

Perry Stenbäck

Ellers er det mest på sin plads, synes vi, at fokusere på folk’en og blues’en. Her kommer navne som Tumult (tirsdag), Phønix (onsdag), Trolska Polska (også onsdag), Perry Stenbäck (fredag), Dreamers Circus onsdag kl. 19 i Vor Frue Kirke, singer-songwriterne Dirty Old Town (aka Morten Christensen) og Stefan Westmark spiller lige efter hinanden  i Vintapperstræde onsdag eftermiddag – og der er mange, mange andre på plakaten. .

Thorbjørn Risager & The Black Tornado. Pressefoto

Thorbjørn Risager & The Black Tornado. Pressefoto

Når det kommer til blues, bydes der bl.a. på Thorbjørn Risager & The Black Tornado, King King fra UK, Kenn Lending Blues Band, Aske Jacoby og Royal Southern Brotherhood fra USA.  Working Mojo runder det hele af søndag den 29. juni kl. 18 på Amfiscenen, hvor Karen Mukupa er på kl. 16. Indimellem alt det nævnte spiller et væld af andre gode solister og bands. Tjek det hele på www.jamdays.dk

Godt gået, jamfolk i Odense.