The Lumineers er det nye stjerneskud på folk-stammen – og dét har Roskilde Festival fået øje på. Det samme gælder Byron Bay Bluesfest i Australien og rigtig mange andre.

The Lumineers Pressefoto

Som bekendt kommer man tit på afveje, når man googler noget på nettet og lader sig lokke til at surfe videre. Surfe er et godt ord i denne sammenhæng, for da jeg sad og læste om The Lumineers, erfarede jeg, at The Lumineers her i påsken spiller på en festival på den australske nordøstkyst. Det er 21. gang, at Byron Bay holder bluesfest, og hold op, hvor det vrimler med navne (se længere nede), man godt gad opleve.

Men egentlig var det jo The Lumineers, det handlede om. Trioen har fået masset af opmærksomhed i den senere tid, bl.a. efter to Grammy-nomineringer i starten af året. De har også fået et kæmpehit i det superrytmiske stamp-and-clap- nummer ”Ho hey” med hitlisteplacering i USA og andre steder og begyndende opmærksomhed her til lands, nemlig som P3s Uundgåelige fornylig. Det er i sagens natur noget, der batter. I sidste uge spillede de nummeret live i det rigtig gode talkshow ”Skavlan”, der vises på svensk og norsk TV og hver gang har god musik på scenen.

The Lumineers er endnu et af en efterhånden pæn række bands (og heldigvis for det), der for øjeblikket er med til at skabe og drive den folk & roots revival, som har været i gang i et par år. Bands, der spiller musik, som i sin sound vokser ud over de snævre grænser, som mange tror, at der er omkring folkemusik/folk. Men de viser netop, at det er der ikke. For disse bands tager, også med deres valg af instrumenter, delvist, men tydeligt afsæt i folk’en og dens traditioner, og de blander på magisk vis roots, folk, americana, bluegrass, country med egen indfaldsvinkel og udstråling.

Denne cross-over ting har været i gang længe, men det er ikke mindst bands som Mumford & Sons, The Avett Brothers, The Decemberists m.fl. og før dem Ryan Adams, Bon Iver og Band of Horses, der har slået de nye toner an og gjort dem populære. Man kunne nævne mange flere navne, der alle sammen er del af denne fede folkbølge, men også det faktum, at musikbladene og radio-DJs er begyndt at interessere sig langt mere for folkemusikken, gør en positiv forskel. Og det store publikum er begyndt at lytte rigtig godt efter!

Nu er The Lumineers med på listen. De er stærkt på vej mod international succes, og de spiller altså på Roskilde i år. Ikke på Tønder Festival, som det lige så godt  kunne være. Trioen er jo (også) ren Tønder, og det er egentlig det, der er det fede. Den nye folkbølge kan sagtens spille begge steder, og The Lumineers skal nok brænde igennem.

Succesen er ikke kommet overnight. Wesley Schultz på guitar og vokal og barndomsvennen Jeremiah Fraites (trommer, percussion) fra New Jersey forsøgte sig flere år i New York, men besluttede at tage vestpå til Denver, Colorado. Her mødte de cellisten Neyla Pekarek, som nu også spiller mandolin, klaver og er med på vokal. ”The rest is history” eller rettere: Historien er godt begyndt og ved at tage fart. Og som en anmelder skrev, så ”anerkender de traditionen, men de udforsker i høj grad nye territorier”. Der er enighed om, at The Lumineers er noget ganske særligt, og deres første album med det fængende nummer Ho Hey tyder på det. De har netop lagt deres første officielle video på nettet, sangen ”Stubborn Love”.

Så var der lige Australien

På den lange liste over bands på Byron Bay Bluesfest, der startede torsdag og fortsætter til og med påskemandag, står der godt og vel 100 navne. Øverst er det Paul Simon og Robert Plant, og så følger en række andre navne som eksempelvis Santana og Counting Crows. På sjette linje ud af 30 står The Lumineers – over Bonnie Raitt!

I flæng kan så nævnes Rufus Wainwright, Wilco, Taj Mahal Trio, Ben Harper, Seth Lakeman, Chris Smither, Shawn Colvin, Ruthie Foster, The Blind Boys of Alabama, Damien Dempsey og Luka Bloom. The Lumineers spiller den 31. marts og den 1. april, og det er ingen aprilsnar.

Se meget mere på  www.bluesfest.com.au  og på www.thelumineers.com