Søndag 17. marts fejres den irske nationaldag efter alle kunstens regler i hele verden, hvor alle irere fester igennem og også fejrer den grønne farve, der er så gennemgående i det irske landskab. 40 shades of green, siger man. I hovedstaden Dublin afholdes naturligvis en kæmpeparade, ligesom det også sker i New York og mange andre steder. Også i København, hvor Rådhuspladsen er festens centrum.

”Everyone is Irish on St. Patrick’s Day.” Alle er inviteret til at deltage.

Sådan skriver folkene bag St. Patrick Day Parade den 17. marts, Irlands nationaldag. Den får også i Danmark en del opmærksomhed, netop fordi de mange herboende irere meget gerne inkluderer os danskere i den. For mange af os betyder den også noget, fordi vi i forvejen kender og holder af det irske miljø omkring bl.a. musikken, pubberne og den irske festival i København i november.

I år falder nationaldagen jo på en søndag – den kommende! – hvilket ikke gør festlighederne spor mindre. Allerede i aften sætter de irske pubber spot på dagen, og det gør irerne helt sikkert også. Denne weekend er simpelt hen helliget Paddy’s Day, som den populært kaldes. Den irske ambassadørs bolig er som altid vært for en reception, men den afvikles altså ikke på selve dagen, men i dag (dog kun for inviterede). Måske skal ambassadøren selv ud og fejre på dagen? 

I København afholdes søndag det ”trebenede løb”, the three-legged race”, som selvfølgelig foregår med to sammenbundne ben (ud af fire fordelt på to personer…) fra pub til pub, hvor der hvert sted skal indtages en pint så hurtigt som muligt – og så videre. Og videre til vistnok fem puber! Imens forbliver netop pubberne propfulde, selv tidligt på dagen, for det én en helt speciel dag. 

Program på Rådhuspladsen – og så parade i grønne farver

Det er niende gang, der afholdes grøn Paddy-parade i København, hvor mange kulturelle grupper og foreninger har deltaget igennem årene. I år optræder sækkepibeorkestret Gordon Pipes and Drums, Bodhrán Orkester (traditionel irsk tromme) og Dark Green School of Irish Dancing, som er etableret og drives af sangerinden og i høj grad også danseren Marianne Green og Julie Mørk. Naturligvis ledes paraden af en Sankt Patrick. Husk at tage noget grønt på –  tøj, hat, tørklæde, briller, paryk whatever på – og gå med. Der er mulighed for at købe grønne ting og sager i udklædningsboden, hvis du ikke har.

Men allerede fra kl. 13 varmes der op på Rådhuspladsen, hvor cafeen åbner, også med Irish Coffee og Guinness, og der er gratis ansigtsmaling til børn fra kl. 14.

Kl. 15.30 fyldes scenen med musik og dans, og der er besøg hele vejen fra Irland, nemlig af harmonikaspilleren Josephine Marsh og violinisten Yvonne Casey, der ledsages af den herboende guitarist og sanger Seamus Cahill. Eleverne fra Dark Green School of Irish Dancing og de professionelle dansere fra Green Steps giver den ikke hele armen, men bestemt alle benene som riverdancere – eller, som det egentlig hedder, irsk step dans.

Paraden går kl. 17. fra Rådhuspladsen ad Vester Voldgade mod og ad Stormgade. Den fortsætter ad Vindebrogade, Højbro Plads, Gl. Strand, Nybrogade, Rådhusstræde, Vester Voldgade og slutter igen af på Rådhuspladsen, og hele vejen plejer der at være glade tilskuere. Begivenheden er et gratis, offentligt arrangement, men er startet på initiativ og fortsat indsats fra  bl.a. Martin O’Hare Productions og Marianne Green med mange flere. Det støttes af Tullamore Dew og Guinness, gode irske pejlemærker i en kold tid!

Paraden løb første gang af stablen den 17. marts 2005 og måske – men jeg ved det ikke – er det første gang, at vinteren holder et så stramt og iskoldt greb omkring festlighederne og med snestormstrusler hængende over hovedet. Men det skal ikke afholde nogen fra at deltage eller bare være med til at feste for St. Patrick og Irland. 

Happy Paddy’s Day!     

OBS “Tradish fejrer Paddy’s Day med at spiller på underværket i Randers i aften (fredag) kl. 20, og lørdag aften d. 16. marts er bandet i Det Musiske Hus i Frederikshavn kl. 20.”