Dustbowl Revival Pressefoto

Dustbowl Revival Pressefoto

Her lige før jul har Tønder Festival flere gaver klar til næste års festival. For søndag d. 28. august om formiddagen står der fed gospel på programmet, når koncertshowet ”Rock My Soul” med The McCrary Sisters & The Fairfield Four på scenen. Koncerten i Tønder er den eneste i Danmark i denne omgang. Men tillige kan det afsløres, at skønsangeren Adam Holmes er tilbage med begge sine bands, Rura og The Embers. Det samme gælder amerikanske Mary Gauthier, og så skal vi opleve forrygende Dustbowl Revival.

The Fairfield Four Pressefoto

The Fairfield Four Pressefoto

”Rock My Soul” skal tages ret bogstaveligt. For de to gange fire gospel-, soul- og rootssangere med backingband skal nok sørge for, at publikum rockes i gang med dagen, får søvnen ud af øjnene og slået ørerne rigtig langt ud. Der er vist dømt gyng og gang i teltet The Fairfield Four med fire mandlige sangere var med på lydsiden af Coen-brødrenes ikoniske film ”O Brother, Where Art Thou”? og har også arbejdet sammen med folk som John Fogerty og Dolly Parton. Gruppenavnet The Fairfield Four har eksisteret siden 1921 og er et højt respekteret gospelnavn i USA. I showet får de selskab af de fire kvinder i vokalgruppen The McCrary Sisters, der består af søstrene Ann, Deborah og Alfreda. Deres far Sam McCrary var et af de oprindelige medlemmer af The Fairfield Four.

Til Tønders program er også føjet bandet Dustbowl Revival, der lyder som om vi kan forvente en kæmpefest. De otte musikere fejrer, som de skriver på deres hjemmeside, ”den musik, som har bragt Amerika frem i mere end et århundrede”. Så vi taler om alt fra blues, bluegrass, soul og swing til roots, jazz og funk – og sikkert mere endnu. Det hele serveres på guitar, banjo, ukulele, vaskebræt, violin, bas, trommer, trompet, trombone og ikke mindst på vokal af guitaristen Liz Beebe og Zach Lupetin. Bandet har udspring i Venice Beach, LA, hvor de fandt sammen i 2007 og kastede sig over amerikanske string- og brassbandtraditioner. Der går frasagn om deres viltre og sprudlende koncerter, så kom bare an.

The McCrary Sister

The McCrary Sister Pressefoto

Det er også en glad nyhed, at vi i 2016 får et genhør med den fantastiske, skotske sanger Adam Holmes, der stille og roligt med sin smukke stemme sang sig ind i mange hjerter i år. Han gav sammen med The Embers en meget mindeværdig koncert i det ene spejltelt, og stort var det også at høre ham på Open Air sammen med det traditionelle band, Rura. De vandt fornylig vandt en Scots Trad Award som ”Live Act Of The Year”. 25-årige Adam Holmes begyndte med violinen, men fandt sin selvskrevne plads i sangen, sangskrivningen og guitaren. Rura har spillet sammen siden 2010 og er bevæbnet med highland pipes, violin, bodhran, guitar, fløjte og altså vokal imellem de instrumentale numre. De udgav i april deres andet album ”Despite The Dark”. Begge bands leverede en rigtig flot debut sammen med Adam Holmes, og mon ikke vi kan forvente lige så store oplevelser med dem i 2016.

Mary Gauthier Foto: Per Dyrholm

Mary Gauthier Foto: Per Dyrholm

Mange fik nok også oplevet Mary Gauthier fra New Orleans, som måske qua sin tilsyneladende ikke så nemme barndom og ungdom skriver intense og meget personlige sange. Hun begyndte først at skrive dem som 35-årig og debuterede i 1997 med albummet „Dixie Kitchen“. Det er ”destilleret sangskriverkunst, hvor de lavmælte episke fortællinger og Gauthiers nærvær skaber en ubesværet kommunikation mellem musiker og publikum. Hendes forkærlighed for ’sad songs’ er velkendt, og hun siger, at ”man kan aldrig gå for dybt”, kan man læse om hende. Hendes seneste album er ”Trouble And Love” fra 2014, og her i december forlyder det, at Mary Gauthier er i studiet i Nashville for at indspille nyt album.

Jo, det er en flot julegavebuket, Tønder Festival sender ud i dag. Giv den endelig videre. Vi er klar igen 25., 26., 27. og 28. august 2016.

www.tf.dk