Et nyt år står for døren, og mon ikke det bringer en masse fed folkemusik med sig!? Det tror vi nok her på rootszone.dk, for den danske folkemusikscene har igen i det forgangne år vist sig at være talentfuldt, dynamisk, energisk, produktivt, entusiastisk og i høj grad sprudlende og spændende. Der er udkommet en lang række albums gennem året, hvoraf vi har anmeldt rigtig mange. På net-radioprogrammet Katten i Sækken har man udvalgt 15 albums, som man mener har udmærket sig en lille smule ekstra. Eller man kan nok lige så godt sige, at der er valgt en spraglet buket, som viser alsidigheden og spændvidden i dansk folkemusik.

Som altid vil vi gerne opfordre alle jer musikere, spillesteder, festivaler, pladeselskaber, PR-folk og læsere til at sende os nyheder om stort og småt om koncerter, udgivelser, kommende turneer, planer og projekter. Alt det der kan hjælper os til at fortælle endnu flere historier om folkemusikken herhjemme og i udlandet, hvor mange danske bands turnerer. Vi fylder gerne vores kalender op med folk-begivenheder af alle slags.

Vi prøver at holde kadencen, og i 2018 er det lykkedes os at bringe nyt på rootszone.dk mere end hver anden dag med ca. 250 artikler, anmeldelser, omtaler og portrætter her på siden. Tak igen til vores faste skribenter Allan, Claus og Nils foruden Per og undertegnede, men også tak til de, der skriver, når de har tid, lyst og noget på hjerte. Det har i år været Claus Vittus, Kurt Hollesen og Martin Seeberg – håber, jeg ikke har glemt nogen!

Som de fleste nok har hørt, skifter et af de DR-radioprogrammer, som rent faktisk kan siges delvis at have en folk-profil, nemlig Madsen, nu fra P4 til P5. Det sker i forbindelse med, at DR er i gang med at skære ned fra otte til fem radiokanaler fra 2020. Alex Nyborg Madsen siger på DR’s hjemmeside, at han ser frem til at udvikle P5 som musikkanal, og at han, ligesom da han skiftede fra P3 til P4, vil være med til at forynge og forny kanalen. Han siger, at ”det bliver anden gang, at jeg får mulighed for at transformere mig fra at være ham den gamle til at være den unge vilde på kanalen, så det bliver sjovt og måske lidt på kanten af det, som P5-lytterne er vant til. Rødderne bliver i den musik, som mange af P5’s lyttere er vokset op med, men jeg er ikke interesseret i kun at kigge bagud. Lytteren på P5 kan også glæde sig til masser af nyere musik, der selvfølgelig er tilpasset kanalen og dens lyttere”.

Jeg synes nok, at det er endnu en kedelig udvikling at flytte Nyborg Madsens programmer væk fra den ’rigtige radio’ og dermed gemme den mere folk-prægede musik mere af vejen. Men må jo krydse fingre for, at hans mange trofaste lyttere flytter med. Og at han stadig vil kunne spille musik, som han selv vælger, bl.a. den folk’ede musik, som han (også) har gjort i de seneste år. Især siden han for en del år siden for første gang skulle sende direkte fra Tønder Festival og udtalte, at han havde opdaget, at han faktisk var ”skabs-folkie”. Dem tror jeg, at der er mange af – men desværre er der mange, som ikke får en chance for at finde ud af det! I al fald ikke med DR’s og andre mediers hjælp.

Men lad os se frem til et fedt folk-år med masser af koncerter, turneer, festivaler, udgivelser og events i 2019. Og forhåbentlig også til endnu et Danish Music Awards Folk. Måske i marts ligesom det blev i 2018.

I ønskes alle sammen et rigtig godt musiknytår fra os på rootszone.dk

Venlig hilsen fra rootszone.dks redaktion.