Så tager vi hul på et nyt år med masser af musik. Der er utvivlsomt en masse god folkemusik at glæde sig til med koncerter og festivaler i snart sagt hver en afkrog af Danmark, som vrimler med meget aktive og dygtige folkemusikere i alle mulige konstellationer og udtryk. Desuden kommer mange på turne i Danmark, og CD-mediet lever fortsat.

Efter en lille julepause tager den lille redaktion fat igen med at fortælle om og berette fra stort og småt i det ganske land og også nu og da fra det store udland. Vi er fortsat: Nils Thorlund, Allan E. Petersen, Claus Hellgren Larsen, Per Dyrholm og Lissen Jacobsen, og vi skriver og fortæller om alt det, vi overhovedet kan nå.

Jo flere nyheder og informationer, vi modtager fra jer – spillesteder, festivalarrangører, musikere, pladeselskaber og hvem som helst, der har noget med folk på hjerte – jo mere har vi at kaste os over og rapportere videre om. Vi lader os med glæde inspirere til nye artikler fra både folkemusikkens brogede bagland og fra aktuelle frontlinjer. Fortæl gerne alt og alle om vores net-folk-magasin og del vores artikler på Facebook. Desuden har vi jo en kalender, som I kan publicere jeres koncerter på.

Og husk radioprogrammet Madsen, der dyrker (især) den udenlandske folk og hør Katten i Sækken, som er nået til program nr. 50 med Morten Alfred som ankermand. Det kan høres på nettet og ja, det kan Madsen såmænd også, hvis man ikke lige er hjemme i hans sendetid om eftermiddagen. Vi glæder os til mange koncerter, festivaler, udgivelser og events i 2018 – og til det DMA i marts, som ikke lige blev til noget på det sædvanlige tidspunkt i november.

Skulle nogen have lyst til at læse rejseartikler fra min hånd, så har jeg en nyåbnet rejseblog med det glade navn: rejselykke.dk. Og det er fedt hvis I liker, følger og deler også den blog, hvor der er og vil komme mange flere artikler fra rejsemål i diverse verdensdele.

I ønskes et rigtig godt nytår fra os på rootszone.dk

Venlige hilsner fra Lissen og hele redaktionen.