trio mio

Trio Mio

Vi holder en kort pause i rapporterne fra Tønder Festival for lige at minde om Godtfolk Festival, som banker på om et par dage. Den begynder nemlig fredag d. 11. september og slutter søndag.

Fredag spiller den uforlignelige Povl Dissing og bagefter bydes på cafestemning med Skururps Folkelever på Strien i Nordby. I Sønderho Forsamlingshus stiller den unge kvintet Alma fra Østrig og så troldske Trolska Polska op. Herefter Fanøbal med Jæ Sweevers. Jo, der er lagt op til fest.

Lørdag i Strien starter med Fanø Fiddlers – Young Edition, der nok skal give den fuld knald på strengene, og følges af velsyngende og velspillende Eleanor Shanley Trio. Aftenen rundes af med nok et Fanøbal, denne gang med Tove de Fries & D. Beck sammen med Jens Mouritzen. Strien er for resten Fanø Håndværker og Industriforening, men kaldes aldrig andet end dette mere mundrette navn.

Povl Dissing

Povl Dissing

I Sønderho går Trio Mio på scenen først og følges af Galway Allstar Band, og så er det tid for bal med Chilis Calypso Band. Der er i den grad lagt op til fornøjelige fredag og lørdag aftener i begge ender af Fanø. Lørdag eftermiddag er der koncert i Sønderho Kirke med undervisere og deltagere i workshoppen ”Nordlys over Fanø”. I det hele taget vil der som altid være masser af interaktion og sessions hen over weekenden. Søndag kl. 14.30 spiller Alan Klitgaard Band ”Regnens Harpe i Nordby Kirke. Der skulle stadig være lidt billetter at få.

Godtfolk Festival startede i 2003 og er mangfoldig og eksperimenterende. Fokus er på kvalitet og på mødet mellem mennesker, musik og kultur. Her kan man opleve alt fra folk-rock til Fanø-baller, fra viser til verdensmusik, diverse roots og rødder – og meget mere endnu! Koncertoplevelser veksler med workshops og deltagelse i uformelle sammenspil. Festivalen henvender sig til folkemusikelskere, musikere og spillemænd – og alle mulige andre, der har lyst. Fanøs rige musik- og dansetradition danner en solid bund for den mange-facetterede musikfestival, og øens natur, strande og bymiljøer er naturligt nok en del af oplevelsen.

”Vi vil”, skriver festivalfolkene bag Godtfolk, ”præsentere et program, hvor den lokale og den nationale musik veksler med musik fra den anden side af horisonten, og vi henvender os til såvel unge som de knapt så unge. Vi satser først og fremmest på høj kvalitet og originalitet”. De mange reaktioner efter hver festival giver klart signal om, at Godtfolk rammer i plet, og årets program giver absolut ikke anledning til at tro andet.

Fanø Fiddlers - Young Edition. Fotos: Per Dyrholm

Fanø Fiddlers – Young Edition. Fotos: Per Dyrholm