Musikprofil, frokost-folk og billigere billetter er godt nyt fra Skagen Festival 2015.

skagen logoLandets ældste musikfestival fornyr sig også her i den 45. udgave, der finder sted 2. til 5. juli. Den sejlivede festival har imødekommet en række ønsker fra trofaste gæster fra både nær og fjern, og det hele foregår jo nu, stort set, i Skagens maleriske bymidte og livlige havn. Desuden med Skagen Kultur- og Fritidscenter som hovedscene nogle få hundrede meter væk. Her skal det fra i år koste mindre end 300 kr. pr. koncertaften. Prisen bliver 295 kr., og på åbningsaftenen torsdag kan man, hvis man vil, købe sig en ståplads for 245 kr. Festivalen ønsker at imødegå kritikken af de hidtil højere priser og håber selvfølgelig samtidig, at det vil øge billetsalget.

På Havnescenen har der været publikumsønske om at kunne købe billetter i forsalg. Det kan man så fra og med i år for 150 kr. plus et gebyr på 20 kr. Der vil stadig kunne købes billet i døren for 150 kr. Fra i år vil det til gengæld koste penge at komme ind til koncerterne på Havnescenen i dagtimerne, men kun 50 kr., og for dem får man den første øl eller sodavand med i købet. Gratisprincippet brydes mest som en markering af, at musikken naturligvis også koster penge om eftermiddagen. Men man regner ikke med, at det bliver en guldgrube, mere et statement som iøvrigt kun kan være til gavn for alle publikummer.

Pressefoto

Allan Taylor. Pressefoto

En rigtig spændende og sikkert velkommen – og iøvrigt ganske oplagt – nyskabelse er Lunchtime Folk – altså folkemusik ved frokosttid. I år er der tale om to koncerter i Salen på Kappelborg Kulturcenter. Den første er fredag 3. juli, hvor publikum kan møde singer-songwriter Jakob Dinesen, og lørdag 4. juli spiller den skotske guitarist og singer-songwriter Ian Bruce op til  frokostfornøjelser. Det helt nøjagtige tidspunkt er endnu ikke oplyst. Iøvrigt er Allan Taylor tilbage som vært på Songwriter’s Circle på Kappelborg fredag aften.

-Vi har oplevet efterspørgsel på koncerter af mere intim karakter på tidspunkter, hvor det ikke kolliderer med de mange andre tilbud, vi har på de forskellige spillesteder. Der er plads til 130 i Salen på Kappelborg, så omgivelserne lever op til publikums ønsker om at få en koncert med tæt kontakt til kunstneren, siger Lars Jensen. Han er tilbage som formand for Skagen Festival efter Keld Søndergaard, der har sagt fra på grund af manglende tid. Lars Jensen var formand i 2010 og 2011 og har ellers været næstformand siden 2003.

Musikudvalget har bestræbt sig på at skabe bedre tematisk sammenhæng og dermed en mere klar musikprofil. Et eksempel er lørdag 4. juli, som i Skagen Kultur- og Fritidscenter bliver en sangskriveraften med kun danske kunstnere som Mikael K., Laura Mo, Bente Kure, Thomas Buttenschön og Søren Krogh. Sammme aften står Sebastian på scenen.  Sådan en profileret sammenhæng har Skagen Festival manglet i en vis  udstrækning, ikke mindst fordi festivaler i høj grad også handler om økonomi.

Laura Mo.  Foto: Per Dyrholm

Laura Mo.
Foto: Per Dyrholm

– Som Lars Jensen udtrykker det:  Festivalen er til eksamen hvert år både musikalsk og økonomisk. Vi balancerer altid på en økonomisk knivsæg, og udfordringen er enkel og klar: Vi har ikke råd til underskud. Så det er en slags knald eller fald hver gang. Men vi er optimister og synes, at vi med årets nyheder og musikalske udbud har lyttet meget til publikums ønsker og også til vores egen mavefornemmelse. Både publikum og vi er trofaste over for festivalens lange tradition, men vi har og skal også have blik for både nutiden og fremtiden. Det musikalske program er på plads og vil blive offentliggjort i sin helhed samtidig med, at forsalget starter. Blandt de offentliggjorte navne er Oysterband, Baskery, Folkeklubben, The Folk Factory, Eleanor Shanley og De Dannan.

 

http://skagenfestival.dk/