Pressefoto

Pressefoto

7.117 kilometer er der mellem Horsens og Nashville, Tennessee, men musikalsk set er der ikke ret langt. I hvert fald ikke for singersongwriteren og guitaristen Esben Kronborg, hvis seneste single 4th of July er indspillet i det musikalske mekka i USA sammen med en række amerikanske studiemusikere.

Horsens-musikeren har hentet en stor del af sin inspiration i det amerikanske. Sidste år var han på en musik- og skrivetur til USA, og resultatet ventes at  blive et album, som udkommer til efteråret. Esben Kronborg spiller americana, folk, blues og rock i egen version med reference til bl.a. andre Bruce Springsteen og John Mayer. Hans seneste single er allerede blevet spillet ofte på DR, og tidligere har han haft Too Many Times og Cold Again i den landsdækkende æter.

Esben Kronborg begyndte i et bluesband. Men da han gerne ville skrive og spille eget materiale dannede han sit eget band. De spiller med stor energi og spillelyst og kan bl.a. opleves live fredag eftermiddag på årets Skagen Festival, i øvrigt for tredje år i træk.