Når årets Godtfolk Festival på Fanø afholdes fra 16. til 18. juni vil der være både traditionel og ny musik på programmet. Festivalen foregår i og omkring Rindby Forsamlingshus, hvor der foruden salen er festivalplads med teltscene. Det er netop fra sidstnævnte at Det Yderste Hav åbner festivalen 16. juni kl. 14.00 og efterfølges af otte unge musikere i bandet Halmøre fra MGK i Esbjerg, som bliver første orkester i forsamlingshuset.

Bragr

Bragr

Derefter fortsættes resten af dagen og aftenen med bl.a. Bragr med Perry Stenbäck som indpisker, den talentfulde violinist Annelene Toft (øverste foto), både solo og med sit band Som Os og afsluttende med hjemmebanefavoritduoen Uhrbrand & Mouritzen, som uden tvivl vil få fyldt dansegulvet i salen.

Lørdagens spændende program byder bl.a. på Barslund & Lees, trioen Carol Supreme, sekstetten Timber med musikere fra fire forskellige lande. Det nydannede fynske band Fiddle8 kommer, men har dog ikke otte violinister, men fem! Det er Andreas Tophøj, Ditte Fromseier, Kirstine Sand, Kevin Lees og Michael Graubæk. Dersuden Theis Langlands på klaver og harmonika, guitaristen Sigurd Hockings og Jonas Kongsted på bas, men også violin. Et meget spændende ”folk bigband”.

Inden afslutningen søndag eftermiddag står trioen Alterne på teltscenen. Igen et nyt, spændende band med den danske sangerinde Ida Marie Jensen, finske Maimu Jögeda på harmonika og violinisten Oscar Beeten fra Estland.

Louise Støjberg

Så afsluttes festivalen med en hyldestkoncert til legendariske sanger/sangskriver Joni Mitchell, som fylder 80 år d. 7. november, og her medvirker otte kunstnere, eksempelvis. sangerinden Louise Støjberg. Der vil være et stort katalog af sange at vælge imellem, for den canadisk/amerikanske sangerinde har udgivet ikke mindre end 45 albums.

Man kan købe partoutbillet til alle tre dage for 750 kr. og ellers enkeltdagsbilletter, men se på hjemmesiden om priser og overnatningsmuligheder på den musikglade vestjyske ø.

https://www.godtfolk.dk