Povl Dissing. Pressefoto

Povl Dissing. Pressefoto

Midt under Skagen festivalen må man ikke glemme, at der også er Uldum Gademusikfestival, hvor mange både kendte og mindre kendte folkemusikere er blandt de optrædende.

Lørdag 4. juli kan man fejre 20 års jubilæum med musik på ikke mindre end 20 scener, hvor ca. 1.000 sangere, musikere og dansere underholder, og det er til en billetpris, hvor alle kan være med. Det koster kun 100 kr. at deltage for alle over 17 år.

På musiklisten står blandt mange den kvindelige svenske kvartet Åkervinda, der giver deres bud på skandinaviske folkesange i et moderne regi. Povl Dissing behøver ikke nogen nærmere præsentation, og til dagens koncert kommer han som medlem af bandet Dissing, Dissing, Las og Dissing. Så kommer Benny Holst, i dette tilfælde i selskab med Martin Andersen og Jacob Rathje.

Fra det nordjyske kommer troubadouren Søren Krogh og optræder sammen med Martin Jönsson, fra hovedstaden kommer Brett Perkins sammen med Claus Caprani og Troels Alsted. Desuden kan man opleve Erik Grip, Peter Abrahamsen, CS Nielsen, Esben Kronborg Band, Lasse & Mathildeog Maltekspressen. Brett Perkins skal sammen med Adam Beverly og Jan Kirkegaard stå for songwriters’ circle.

Men foruden de ovennævnte er der en lang række musikere, som man kan finde i det udførlige program vis nedenstående link. Her kan man også læse historien om, hvordan festivalen blev til for 20 år siden.

Det er i det hele taget en stor fest i Uldum, som er beliggende vest for Horsens-Vejle området. Både borgere og de forretningsdrivende i Uldum støtter arrangementet, hvor musikere, gøglere, dansere og sangere skaber fest i gaden!

http://www.gademusik.dk/