Så invadererer sønderhoninger og mange andre igen Operaen. Med masser af mennesker, musik og et vildt og dejligt bal. For sønderhoning er dans, men det samme ord betyder også melodier og mennesker fra Sønderho. Men vi andre må gerne være med.

Peter Uhrbrand Foto: Per Dyrholm

Peter Uhrbrand Foto: Per Dyrholm

Okay, det er ikke den store, dyre Opera på Holmen, der lægger sal til Sønderho & Fanøfesten den 25. januar, men hvad gør det? For mon ikke det meget stemningsfulde og lettere alternative spillested Operaen på Christiania egner sig langt bedre til folkemusik og sønderhoning-balfaldera?

Det viste sig i hvert fald at være tilfældet for et år siden, da Kirstine Uhrbrand og veninden Ellen Møldrup fandt på at importere en ægte Fanø-fest til hovedstaden – præcis et halvt år før Godtfolk Festival derovre på øen finder sted. Op imod 350 (og ikke bare folk fra Fanø) troppede op på det ikke vanvittigt store sted, men hjerterum var der nok af og åbenbart også spille- og danserum. Grunden var lagt til en ny tradition. For de unge fannikker er vilde med deres lokale, traditionsrige musik- og dansekultur – og de vil i den grad gerne dele den med alle os andre.

Kirstine Uhrbrand fortalte dengang, at der kom mange nye publikummer. Altså ikke bare dem man kender fra  ‘normale folkemusikmiljø eller folk, der kender og kommer til Sønderho. For det gør mange, ikke mindst om sommeren til f.eks. Sønderho-dag, Godtfolk Festival og Fanø Free Folk Festival.

Operaen blev valgt, fordi de synes, at Sønderho har noget til fælles med Operaen og Christiania. Begge steders fester og musikalske udfoldelser er en vigtig del af den lokale kultur, tradition og en vis (hel del) anarki, og så er de bare gode til at feste og give den gas.

Lørdagsløjerne åbner kl. 21 med en times danseundervisning, og fra 22 går det løs med musik og dans. Musikken står Peter Uhrbrand & Ole Mouritzen, Rejseorkestret og Dreamers’ Circus for, så den er så åbenlyst i gode hænder, og stemningen er garanteret. Og mon ikke kaffepunchen, også en vigtig tradition fra Fanø og omegn, vil bidrage til den? Husk dog at have kontanter med. Betalingskort dur ikke her. Lukketid er anslået til kl. 04.00, men så ligger det vilde Woodstock jo lige om hjørnet. Dér har de garanteret aldrig danset sønderhoning – med mindre de gjorde det for et år siden.