Fairport Convention. Pressefoto

Fairport Convention. Pressefoto

Det engelske folk-rockband er begyndt på endnu en turné rundt i Danmark. Med sig har de et spritnyt album med 13 nye sange skrevet af bl.a. Ralph McTell, Pj Wright, Anna Ryder og de to bandmedlemmer Chris Leslie og Ric Sanders. Albummet hedder ”Myths And Heroes” – om det er en reference til bandets selv vides ikke. Men de har i al fald eksisteret som band i nu mere end 45 år, og trods en del medlemsskift undervejs har de fem nuværende medlemmer spillet sammen i mange år, og Simon Nicol har været med lige fra starten.

Søndag aften er de på scenen i Det Bruunske Pakhus, mandag d. 23. marts i Baltoppen i Ballerup, tirsdag Spilledåsen i St. Heddinge, onsdag gælder det Biohuset i Galten, derefter Tante Olga i Randers, Skovsgaards Hotel i Brovst og afslutningsvis på Pottegården i Højby lørdag d. 28. Dén koncert meldes allerede udsolgt. Fairport Convention har stadig et stort og trofast publikum her i landet, ligesom de har hjemme, hvor de hvert forår tager på en godt 30 dage lang turné foruden alt det løse.

Når vi nærmer os august, får de imidlertid travlt med andet. For d. 13. til 15. august afholder de deres egen festival ved landsbyen Cropredy nogle miles fra Banbury i Oxfordshire. Festivalen kaldes derfor sjovt nok Cropredy Convention og blev startet helt tilbage i 1976. Den begynder torsdag eftermiddag kl. 16, hvor FC selv spiller et kort velkomstsæt og slutter ved midnatstid lørdag efter en lang koncert også med bandet selv + gæster.

Emmylou Harris. Pressefoto

Emmylou Harris. Pressefoto

I år kan man opleve selveste Emmylou Harris sammen med Rodney Crowell fredag aften. Norske Katzenjammer kommer også ligesom Skerryvore, Fish, Iain Matthews & Egbert Derix og mange andre. Iain Matthews var i sin tid, et års tid eller to i starten, medlem af Fairport Convention. Billetterne er lige sat til salg.

www.fairportconvention.com