Søren Vestergaard er kendt som manden i kulisserne, som sangskriver, producent med mere. Senest er han trådt frem som sanger og sangskriver i trioen Rumhund med Johannes Gissel på slagtøj og bassisten Jonas Wegner.

Bandets første udspil er en ”udvidet” EP med syv numre, der bevæger sig gennem indie, americana og folkrock. De åbner skiven med det eneste instrumentale nummer Burst.

Numrene veksler mellem lidt melankolske kærlighedssange, ballader og iørefaldende melodier med mange gode facetter og guitarriffs, blandet med Søren Vestergaards ganske gedigne vokal. Den bliver heldigvis ikke kvalt af styrkefulde instrumenter, men snarere følsomt understøttet af de to musikere, som forstår at afpasse musikken uden at være selvudslettende.

Et af de mest iørefaldende numre er albummets titelnummer Stylophone, som både er en fin melodi med god rytmik og behersket vokal af Søren Vestergaard. Out in the Woods er også et godt sammensat nummer, hvor instrumenterne supplerer vokalen på glimrende vis i en god up-tempo melodi.

Der er i det hele taget en god vekselvirkning på albummet mellem de sagtmodige melodier og tekster – og de mere poppede/rockende toner. Man kan glæde sig til, at bandet kommer ud live og præsenterer deres musik. Og ikke mindst til at det bliver et helt album med deres velfungerende samspil.