cd larsaByen Larsa var center for solguden Utu i det historiske Mesopotamien, men det er også en ung kvartet, der fandt sammen i Edinburgh i 2012. Om der er en forbindelse mellem de to fænomener vides ikke, men et faktum er, at sidstnævnte har indspillet og udgivet en EP med ovennævnte titel og et indhold af traditionel musik fra Skotland, Irland og Nova Scotia.

Når man repertoiremæssigt spænder over både instrumental og vokal musik fra tre områder, og musikerne som hovedregel betjener flere instrumenter, er en EP med fem numre ikke meget at vise bredden med, men umiddelbart lykkes det ganske godt for Larsa. Vokalt får de rundet både skotske Robert Burns og irske Andy Irvines repertoire, og instrumentalt får de alle de tre nævnte områder med, tillige med at de får samtlige instrumenter præsenteret. Et veltilrettelagt udvalg.

Larsa er Ben Miller (små skotske sækkepiber), Ciaran Ryan (banjo/violin/mandolin), Allan MacDonald (bodhran/percussion) og Jack Badcock (vokal/guitar). Udtryksmæssigt lægger de sig tæt op ad det traditionelle, og søger man musikalsk fornyelse, skal man kigge andre steder hen, men de fire spillemænd er ganske habile. Som vi siger herude vestpå, så hænger det meget godt sammen. Trods ung alder på både band og besætning er avisen The Scotsman ikke helt på vildspor, når de beskriver Larsa som ”lads to watch”. Nok er der udviklingsmuligheder, og nok er produktionen – måske bevidst – lidt skramlet, men så ringe endda er det nu ikke.

EP: Larsa: ”Norotunes” – egen udgivelse