Hun er komponist, sangskriver, underviser, men først og fremmest sangerinde. Louise Støjberg (Foto Espen Suell) er en af den danske folkemusiks helt store aktiver. Hun har baglandet i orden med en femårig diplomuddannelse fra Det rytmiske Musikkonservatorium i København, en toårig efteruddannelse Voice Embodyment og flere andre stemme-kurser hos Anne Rosing i Hellerup. Hun spiller flere instrumenter.

Rootszone har besøgt sangerinden med de mange projekter. Hun er rykket fra området omkring Egtved til det vestfynske, hvor hun bor med udsigt til Lillebælt, når det ikke er tåget, sammen med sin mand – musiker, tekstforfatter og komponist Martin Rauff. De har indrettet sig hyggeligt i en gammel skole, hvor der nu udelukkende står musik på skemaet. Louise Støjberg er involveret i mange forskellige bands med lige så mange forskellige genrer.

”Zenobia er det primære projekt og fylder rigtig meget i hverdagen både tidsmæssigt og arbejdsmæssigt. Så er der vores nye duo LSMR, som jeg sammen med Martin har arbejdet meget med på det seneste. Så er der mit gamle soloprojekt Støjberg, hvor vi har udgivet to albums, og det lever lige nu en lidt stille tilværelse, men kommer op og køre i et par perioder i løbet af året. Så er der jo Uhrban Støjband, som er lidt afhængig af, hvor aktive vi er. Og det er nok det der med, hvor aktive tingene er, som gør det muligt. For Zenobia er jo nærmest en halvtidsstilling for os alle tre, og både administrativt, planlægningsmæssigt og visionsmæssigt betyder det, at vi skal være på hele tiden for at det kører i det gear, vi gerne vil have det til.”

Flammerne knitrer i brændeovnen i det ene hjørne, mens Louise nipper til den varme kaffe og fortæller videre: ”Nu har Martin og jeg lige udgivet vores debutalbum, så det har krævet lidt opmærksomhed henover det sidste halvårs tid, både med at få albummet færdigt, men også det administrative arbejde med at oprette hjemmeside, facebook, få booket jobs og pressearbejde. Vi har i Støjberg sat nogle datoer af til koncerter her til foråret, så nu zoomer jeg ind på at få booket nogle jobs, og så får det noget opmærksomhed. Imens kører Uhrban Støjband på frihjul, efter vi havde en tre års tid, hvor vi spillede en masse jobs med The Last Waltz, og havde meget travlt med det.”

”Nu er vi stoppet med The Last Waltz, så det sidste års tid har vi brugt på at lave Monday Night Rambles, hvor vi mødes på Industrien Rock Gastro Bar i Esbjerg en mandag aften en gang om måneden. Her prøver vi at spille lidt nyt materiale, for vi skal finde ud af, hvor vi skal gå hen med vores musik efter The Last Waltz. På et tidspunkt vil vi ud og spille rundt i landet igen, og det vil stadig være i den samme genre med rock og folk. I UBSB spiller vi “bare” sange, vi godt kan lide, så det er en blanding af coverversioner og nye numre, vi selv skriver, og så giver vi hinanden plads og tid til at undersøge forskellige ting”.

Jeg spørger Louise: ”Når man har oplevet dig spille sent fredag aften på Hagges under Tønder Festival og give den gas med hård rock, ja næsten heavy musik, og så oplever dig synge salmer, viser og højskolesange søndag morgen, kan man undre sig over, hvordan du holder styr på de meget forskellige genrer”?

Hun smiler og siger: ”Jeg har selv tænkt meget over det de seneste år, hvorfor jeg synes, det er interessant og vigtigt for mig at synge de forskellige genrer. En af grundene er, at vi mennesker jo er forskellige og ikke kun har ét udtryk. Jeg kan både være den søde, smilende Louise, men også være en hidsigprop, så musikken kalder på de forskellige følelser og genrer i mig, og så får jeg lov til at lufte forskellige ventiler ud i mit system. Rent musikalsk kan jeg godt lide den vekselvirkning, der er med de forskellige bands, så man ikke stivner i én ting. Det sørger for, at jeg holder mig vågen musikalsk. Det giver mig også flere facetter i mit instrument, min stemme, at jeg synger de forskellige ting og skal bruge stemmen meget varieret, og det er forskellige stemninger, der skal bruges. Det holder mig i gang”.

Sangerinden med den smukke fortæller: ”Det med at spille forskellige ting har jeg gjort, siden jeg var barn, men det handler jo altid om, at man vil formidle en historie, en følelse og kommunikere med sit publikum.  Og så taler de forskellige ting til forskellige publikummer. Jeg har skrevet musik, siden jeg var barn, men som med alt muligt andet, så er det jo noget, man bliver ved med at udvikle på. Til Støjberg skriver jeg mest afdæmpede, rockede numre. Til Zenobia har vi på det seneste album ”Blot en ild” skruet op for egne ting. Med duoprojektet sammen med Martin havde jeg både nogle numre, der ikke var kommet på hos Støjberg, der så passede ind i LSMR og nogle helt nye sange til projektet. Når man har spillet sammen i 10 år, som vi har i Zenobia, så er det, der gør en plade som ”Blot en ild” interessant, at vi alle tre har skrevet numre til pladen. Med helt forskellige afsæt at skrive fra, men samtidig er det Zenobia det hele. Martin har skrevet mange gode tekster til os igennem årene, og især på det seneste album er det blevet foldet ud”.

Udenfor er tågen ved at lette, mens Louise skænker en kop kaffe og tilføjer eftertænksomt: ”Der er også et andet aspekt i det at være musiker. Henover de seneste 10-15 år har jeg fundet nogle gode ”legekammerater”, og i Zenobia og de andre bands har vi fundet en arbejdsfordeling, så det kører bedst mulig, og vi kan supplere og hjælpe hinanden. Arbejdsfællesskaber er meget vigtige, og så er det jo både sjovere og mere inspirerende at arbejde sammen. Så det er sindssygt vigtigt at have gode legekammerater, og det har jeg”.

”Der er lige pt. ikke flere projekter på vej. Men jeg underviser jo også i Kolding på MGK, Kolding Musikskole, en dag om ugen, hvor folk er meget talentfulde og ambitiøse, og en gang om året er jeg en uge på Vesterlund Efterskole. Der laver vi et kæmpe musikshow med en masse dansere, og det er vanvittigt at se, hvad de unge mennesker kan lære og præstere. Så jeg keder mig ikke,” slutter den meget sympatiske sangerinde.

http://louisestøjberg.dk/