To mandagskoncerter tilbage i Tivoli, og så er det snart tid til GODTFOLK Festival på Fanø. Danjal er begge steder. Næste mandag i Tivoli er det den svenske duo Hazelius Hedin. Godt gået Tivoli – og det samme gælder Godtfolk for 11. gang.

Danjal

Danjal

I aften den 9.9. står Danjal á Neystabø i front for sit band, der spiller alverdens instrumenter og tæller både danske, svenske og finske musikere. Tilfældigt passerende foran Harmoni Pavillonen vil utvivlsomt stoppe op og blive hængende for at lytte med, for sangen og musikken har så mange fine dimensioner, at man kun kan blive nysgerrig og ønske at høre mere. Bandet har en ny single ude ”Never Again”, der ifølge dem er god til at sætte efterårsmelankolien i gang. De udgiver et minialbum i starten af oktober, som de tænker sig kan være soundtrack til det nordiske efterår.

Melankoli er næppe på tapetet på den meget aktive musik ø Fanø, Da slet ikke på fredag, lørdag og søndag, d. 13., 14. og 15. september, når der igen-igen er gang i den på den übermusikalske ø. De gode folk derfra gjorde sig senest mere end flot bemærket på årets Tønder Festival, hvor Fanøballet var et enormt tilløbsstykke. Aldrig har hyggen vist været større, mere end godt garneret med musik og dans. Og Fanøbal – det bliver der igen.

Både Nordby og Sønderho er selvfølgelig på banen, og i forsamlingshuset i syd er det Skuran, Afenginn og så Fanø-powerbal med Fristadskapellet, der sætter fut i tingene fredag aften. I Strien i nord spiller Nalle & His Crazy Ivans  og Freys Jazz, og sådan fortsætter det hele weekenden med masser af musik: Yvonne Casey, Josephine Marsh & Seamus Cahill, Danjal, Six City Stompers, Skurups Folkelever, Habadekuk og Fanøbal med De Fries, Mouritzen & Mouritzen..

Ingen Godtfolk Festival uden workshops: Sus i skørt og klæder, hvor der rigtig skal danses, og Hjertespil. Lørdag eftermiddag er der kæmpekoncert med dem, der har medvirket i workshoppen, Nordlys over Fanø. Her præsenteres splinternye sange og kompositioner. Medvirkende er finske Arto Järveläj, violin, nøgleharpe og mandolin, norske Gabriel Fliflet harminika, piano og sang, svenske Lena Willemark violin og sang og en lang række danske musikere: Jeppe Brixvold (DK) og “Rumpistol” (DK), Frederik Lundin sax, Andreas Ugorskij guitar, Michael Graubæk, violin ,Louise Ring Vangsgaard violin, Theis Juul Langlands piano, Anders Ringgaard Andersen trombone, Anja Præst Mikkelsen klarinet, Søren Frieboe vokal, Christian Risgaard Thomsen violin, Jørgen Dickmeiss vokal & violin, Karen Mose vokal, Sara Friis Futtrup vokal,  Anna Kruse vokal og Peter Abrahamsen vokal. Sikke en lineup!

Søndag eftermiddag rundes det hele af med Uhrbrand og Thorlund Kvintet i Nordby Kirke. Den fede Fanø-stemning og -musik er sikret weekenden igennem.

http://www.tivoli.dk/da/musik/musikugen/mundomandag/

http://www.godtfolk.dk/