Baskery

Baskery

Lørdag eftermiddag den 5. juli omkring kaffetid, måske efter en ”morfar”, fik publikum foran Torvescenen kaffen galt i halsen og en brat opvågning, da de tre svenske søstre Bondesson gik på scenen.

Baskery i form af Greta, Stella og Sunniva Bondesson gav en flot koncert med deres killbilly, mudcountry og banjopunk med rødder i folkrocken og americana. Det var godt, at det store telt stod solidt plantet på jorden, for det gjorde lillesøster Sunniva til gengæld sjældent, og som vanligt endte hun på Stellas stortromme til stor jubel fra publikum. Der var også mange temposkift i bandets melodier fra rolige strofer til hårdtslående, når Greta styrede mundharpen, banjoen og med bare fødder stortrommen på samme tid. For som hun sagde, så blev countrymusikken ofte alt for pæn, så derfor gav den svenske trio musikken en gang ”spanking”!

Det kan også godt være, at publikum følte, at øregangene havde fået en hård medfart, men man kunne nyde de tre søstres harmonier, der gik rent ind i alle numre. Ikke mindst i deres a cappella udgave af Bellmans næsten højtidelige drikkevise ”Bort allt vad oro gör”.

Men der var stående bifald, og publikum var kede af at skulle slippe de tre svenske piger, der har skiftet deres europæiske adresser ud med en ny i Nashville. Her satser de på et gennembrud på det store amerikanske marked.

The Dustry Road Company

The Dustry Road Company

Så gik det lidt mere stille for sig på Havnescenen, hvor The Dusty Road Company præsenterede old time, country og hillbilly med irsk tilsætning. Kvartetten består af Michael Graubæk på banjo, violinisten Andreas Tophøj, Mikael Smith på guitar og mundharpe og på kontrabas Palle Juvonen. Deres musik er liflig, frisk velklingende og humørfyldt og blev introduceret med gode historier. Og de fire musikere kom rundt om mange forskellige emner i deres tekster, og den vellydende musik blev leveret med et glimt i øjet.

http://skagenfestival.dk/