Det er nu femte gang, at den gamle dansk-amerikanske spillemand spiller i Danmark sammen med sine venner og fine musikanter, rigsspillemændene Kristian Bugge og Mette Kathrine Stærk Jensen. Dwights morfar var fra Vendsyssel og tog sine instrumenter og musikken hjemmefra med, da han emigrerede til USA. Sidenhen lærte hans barnebarn Dwight at spille harmonika og violin – samt musikken hjemme fra Danmark.
Mette og Kristian mødte ham i Iowa for over 10 år siden, har lært hans musik og spillet den med ham på 20 turneer i USA og nu altså den femte i Danmark. Turneen starter (i aften) 10. maj på Hagges i Tønder, og det kan da ikke være bedre! 11. maj gælder det Højmark Forsamlingshus i Lem Stationsby og dagen efter Snedsted i Thy. I Vendsyssel lægger Aasen Teater i Jerslev scene til d. 13. maj. Koncerten i Vejle 14. maj er udsolgt.
Efter en fridag spiller trioen i Teaterbygningen i Køge 16. maj, og på netop denne dato fylder Hr. Lamb hele 85 år. Dagen efter går turen til Aa Kirke i Aakirkeby på Bornholm, så gælder det Fyn 18. maj, hvor de tre spiller på Nymarken 47 (gymnastiksal) i Kerteminde. Turneen sluttes af 19. maj i Lucas Kirken i Aarhus C.
Dwight Lamb er traditionel violinspillemand med amerikansk oldtime-musik, traditionel dansk spillemand på enradet harmonika, har vundet masser af præmier i amerikanske folkemusikkonkurrencer, bliver opsøgt af unge folkemusikere fra hele USA og blev i 2017 både udnævnt til dansk rigsspillemand og vandt prisen Bess Lomax Hawes National Heritage Fellowship (inkl. 20.000 dollars). Han har været både postbud og borgmester (i fire perioder).
At de tre spillemænd mødtes og har spillet sammen mange gange siden har skabt stor glæde for dem alle, er jeg sikker på, og i høj grad også for de mange, som har lyttet på den. At musikken fra Vendsyssel kom hjem igen varmer givetvis også mange hjerter.
Læs mere om Dwight Lamb på www.jensen-bugge.dk